Plejebørn får It-støtte fra kommune
Børnehjælpsdagen roser Lyngby-Taarbæks indsats overfor plejebørn
Plejebørn med behov for egen computer får støtte fra Lyngby-Taarbæk kommune. Det er et positivt eksempel, som hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen mener, at andre kommuner bør følge.
Lyngby-Taarbæk kommune er blandt 29 kommuner i Danmark, der vælger at støtte plejebørn med behov for en computer. Det viser en ny rundspørge, som Børnehjælpsdagen står bag.
Børnehjælpsdagen har kortlagt i hvilket omfang alle landets kommuner - herunder Lyngby-Taarbæk - imødekommer computeransøgninger, fordi hjælpeorganisationen har dokumenteret, at særligt de 10-13-årige plejebørn halter bagud i den teknologiske udvikling.
På landsplan har 43 % i denne aldersgruppe deres egen pc, mens gennemsnitstallet er 63 %* for børn, der ikke er anbragt uden for hjemmet. (*Gallup Børne- og Ungdomsindex 2014).
"Vi er rigtig glade for, at Lyngby-Taarbæk ser positivt på plejebørns computerbehov. Ifølge kommunens besvarelse har man oprettet en særskilt pulje eller anden ordning, som giver plejebørnene mulighed for at søge om en PC," forklarer Børnehjælpsdagens direktør, Ina Thorndahl og fortsætter:
"Efter sommerferien træder en række nye og skærpede IT-læringsmål i kraft som følge af skolereformen. Derfor har plejebørnene, og alle andre anbragte børn, brug IT-redskaber, så de ikke sakker bagud i den digitale dannelse, der kan være afgørende for deres fremtid."
Inspiration til andre
Børnehjælpsdagen opfordrer nu andre kommuner til at lade sig inspirere af praksis i Lyngby-Taarbæk, netop fordi IT-redskaber i forhold til anbragte børns skolegang er så vigtig.
"Det er rimeligt, at alle kommuner hjælper de anbragte børn, der har brug for en computer til deres uddannelse. Børnenes fremtidsmuligheder bør ikke afhænge af hvilken kommune, de er anbragt igennem," siger Ina Thorndahl.
Rundspørgen viser, at i alt 15 kommuner giver klart afslag på computer-ansøgninger. 44 kommuner tildeler kun computere i helt ekstraordinære tilfælde, mens 29 kommuner - herunder Lyngby-Taarbæk - har oprettet særlige puljer eller ordninger, som giver plejebørnene mulighed for et økonomisk tilskud til en PC.