Kommune får skældud af arbejdstilsyn
Arbejdstilsyn udsteder påbud til Børne- og Familieforvaltningen i Sønderborg
Arbejdsmiljøet er for dårligt i fire teams i afdelingen Børn og Familie i Sønderborg Kommune.
Arbejdstilsynet har holdt møde med arbejdsmiljørepræsentanter og ledere i afdelingen, og det skriver i sit påbud, at der er mistanke om problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Der er mistanke om, at der ikke er gjort nok for at forebygge sundhedsrisiko i forbindelse med stor arbejdsmængde og tidspres samt høje følelsesmæssige belastninger. Det fremgår, at antallet af underretninger er fordoblet i både 2013 og 2014.
Medarbejdere kan ifølge Arbejdstilsynet fortælle om både kollektive stresssymptomer og to langtidssygemeldinger.
I afdelingerne er der i alt ansat 34 socialrådgivere samt psykologer, pædagoger og konsulenter.
"Det er et påbud, som gør, at vi skal til bunds med nogle undersøgelser, og at der skal reorganiseres nogle arbejdsgange, så medarbejderne kan løse de opgaver, de skal, på rimelige vilkår. Når det ikke fungerer, berører det medarbejderne. Vi tager fat på at løse de problemer, påbuddet konkluderer, at der er," siger direktør i forvaltningen Børn og Uddannelse, Carsten Lund.
Senest den 24. juli skal der være indgået en aftale med et autoriseret rådgivningsfirma om at foretage en undersøgelse af arbejdsmiljøforholdene. Undersøgelsen skal være gennemført senest den 22. december 2015.