Tre heste døde på halvanden uge
Tre heste har måttet lade livet efter uheld i den seneste tid på Klampenborg Galopbane
Det har virkelig ikke spillet Klampenborg Galopbanes vej siden den fortræffelige derbydag. Forleden måtte stjernehesten Mekong River aflives som følgevirkning af et styrt i banens internationale Scandinavian Open, og som om det ikke var rigeligt ondt, døde to andre heste på banen under træningen.
Den ustartede toåring Alvy kylede sin rytter af og løb i modsat løbsretning i opløbet. Den hamrede panden mod elitehesten The Seducer. Ingen af de to heste overlevede tragedien.
Alvy var ejet af den professionelle træner Tine Hansen, som naturligvis var dybt chokeret, men samtidig fattet og klar for en kommentar.
”Det er jo det, som kan ske. Jeg bebrejder ingen. Et hændeligt uheld. Godt der ikke skete menneskelige skader", siger Tine Hansen.
Elitehesten The Seducer nåede en indtjening på 448.550 kroner, inden den pludselig forlod jorden. Klampenborg Galopbanes championtræner Bent Olsen sagde i fjor, at man er naiv, hvis man sender soladater af sted til en krig og tror, alle kommer hjem med livet i behold.
”Galopsporten er en skøn sport, men der sker styrt i sporten overalt i verden", oplyste Bent Olsen.
Klampenborg Galopbane har forhåbentlig ”brugt sin kvote” af styrt for i år, inden banens næste løb, lørdag den 22. august.
Med unghesteløbet Produce Stakes som cremen med 120.000 kroner i præmiepuljen.