“Lyt og reager på kroppens første signal”

Klokken 7.30 ringer vækkeuret hjemme hos Eigil Rasmussen.
Stadig liggende i sengen bliver fingerleddene varmet op, så bliver hånden masseret. Næste øvelse. Benene op i luften og af sted på cykeltur. Pause. Tid til morgenmad og barbering.
Næste øvelse. I øverste dørkarm kiler fingerspidserne sig fast for at strække ryggen ud, mens nakken bliver drejet fra side til side. Næste øvelse. Med håndvægte bliver der løftet ti gange frem og så til siden.
"Som 99-årig er det vigtigt at få blodomløbet ordentligt i gang. Men mit bedste råd er at hvile dig, inden du bliver træt", siger Eigil Rasmussen.
I hans stue har vi placeret os i hver vores lænestol med et lille bord imellem os. På en steghed dag for 14 år siden flyttede han ind i lejligheden på Strandvejen fra en villa ved Grundtvigs Kirke i Bispebjerg i København.
Dengang havde han travlt med, udover at pakke flyttekasser ud, at skaffe visum til Rusland.
For selvom Eigil Rasmussen til Sankt Hans 2016 fylder 100 år, har han aldrig fået lov til at gå på pension.
I 1983 havde han ellers holdt afskedsreception efter 32 år i virksomheden Celludan, hvor han uddannet som maskiningeniør blev ansat som teknisk chef.
Fra 1951 rejste han verden rundt for Celludan for at suge til sig af viden om det nye materiale 'plastik', for senere at specialisere sig i overgangen fra kork til plastik inde i ølkapslerne.
Da fabrikkerne i Danmark efterhånden lukkede ned, sørgede han for, at ølkapsler blev importeret fra en tysk fabrik ved Rhinen.
"Mine børn vil nok sige, at jeg aldrig var hjemme. Det er lidt overdrevet, men jo, jeg rejste meget. Dengang havde vi ikke mail, så man skulle ofte møde personligt op på fabrikkerne for at sikre sig, at der var styr på det", siger han.

Nåede ét museum

En uge inde i sin nye tilværelse som pensionist, havde han sat sig til rette i sin have med frugttræerne, dog var telefonen med en forlængerledning hevet med ud. Sammen med sin kone havde de skrevet en liste på ti museer, som de skulle se. De havde kun nået ét, da telefonen ringede.
I den anden ende var hans gamle kontakt fra Tyskland, som var glad for endelig at få fat på ham.
"Jeg fortalte ham, at jeg lige var gået på pension. Så grinte han og sagde: Ikke længere", siger Eigil Rasmussen.
Som 99-årig er han stadig ikke officielt aftrådt og får stadig provision for handlen med ølkapsler til Carlsberg, Tuborg og Royal Unibrew.
"Jeg har sagt til min kontakt i Tyskland, at når jeg bliver 100 år, så stopper jeg. Men han bliver ved med at affeje det med et grin", siger han.

Faste rute

Kl. 10 står Eigil Rasmussen klar nede på gaden til sin faste rute og drejer rollatoren ned mod Marievej. Ved en parkeringsplads drejer Eigil ind for at vise den lokale kunstner Peter Abelins gavlmaleri.
"Jeg fulgte med i hans arbejde, hvor han stod i alt slags vejr og fik en lille skarp for at holde fingrene varme. Jeg pointerede, at med hestevognene på billedet manglede der hestepærer", griner Eigil Rasmussen.
Ned ad vejen bliver der fortalt historier, om Peter Schmeichels gamle villa, der har skiftet hænder adskillige gange, og en anden villa, som var blandt de første med solceller på taget. Vi drejer til højre og så ned ad Carolinevej, hvor hybenbuskene følger os det sidste stykke op til promenaden.
Turen langs vandet ender nede ved mindestenen. Eigil Rasmussen sætter sig ikke på bænkene.
"De er iskolde. Engang var bænkene numseformede og med ryglæn. Jeg vil hellere sidde på min rollator", siger han og kigger rundt.
"Ofte falder jeg i snak med folk eller hilser på nogle søde damer", siger han og trækker på smilebåndet.
Nok ikke tilfældigt, at mange af sangene til hans runde fødselsdage har kredset om hans kvindetække.
Næste stop er Waterfront, hvor Eigil Rasmussen hver dag køber lidt ind til frokost og aftensmad i Netto. Kun hvad der er plads til i rollatorens kurv.
Eigil Rasmussen får ikke hjælp af kommunen. For frisk og for aktiv, lyder svaret. Så han gør alt selv, bortset for rengøring, som han betaler sig fra en gang om ugen.
"Det er rart at være på gaden for at følge med i livet i Hellerup, hvor jeg er blevet gode venner med flere butiksejere, som Simmelsgaard ovre i Kop og Kande eller de søde damer i Matas i Waterfront", siger han.

Ikke flere venner tilbage

For 19 år siden døde hans kone. Han har tre børn, hvoraf den ældste datter blev sat på toget til Bonn som 19-årig og aldrig vendte hjem. Den eneste søn bor i Schweiz, mens den yngste datter er i Ringsted.
Som 99-årig er der ikke flere bekendte tilbage, men Eigil Rasmussen er enebarn, så, som han selv siger, er han vant til at underholde sig selv.
Søn af et lærerpar i Maribo. Moren var dansklærer på Nykøbing Privatskole, hvor han senere selv blev elev. År forinden havde hans mor haft en elev med et stort talent. Kaj Munk, der senere blev præst, dramatiker og samfundsdebattør. Hans kritiske ytringer kostede ham livet, da han blev likvideret af Gestapofolk under 2. verdenskrig på en plantage ved Silkeborg.
"Min mor så allerede hans talent dengang og gemte alle hans stile. Jeg husker, at han skrev på vers. "Månen sig hæver, ligusterne bæver", citerer Eigil Rasmussen.
Desværre blev hæfterne ødelagt i et skybrud kort efter krigen sluttede.
Fra Waterfront går vi forbi Tuborgs gamle lokaler, der i dag er fredet. Eigil Rasmussen peger og fortæller detaljeret om arbejdet med restaureringen.
"Kan du se rækværket der. Det var egentlig ikke lovligt på grund af fredningen, men fordi en varebil kørte udover kanten, valgte man at give dem lov", siger han.
Eigil sætter en ære i at kende sit område. Måske stammer det fra at vokse op i en lille by som Maribo. Her kendte alle hinanden, og han nikker ved navnet Gustav Winkler.
"Gustav Winkler og hans brødre voksede også op der og stod for alle festlige komsammener som afdansningsbal", smiler han.
Selv var han lidt af et skravl som barn, der altid var ramt af sygdom. Kroppen havde svært ved at stå imod, efter Eigil Rasmussen som tre-årig i 1919 blev smittet af sin mor med Den Spanske Syge, som ramte Danmark efter 1. verdenskrig.
"Min mor troede, at sygdommen skulle tage livet af hende. Jeg husker, hvordan hun kaldte mig ind til afsked - men hun overlevede", siger Eigil Rasmussen.
Til gengæld blev lille Eigil smittet og sendt på hospitalet, hvor han lå i flere måneder og kun havde kontakt med sine forældre gennem en dobbeltrude, mens han fik daglige injektioner med en kanyle, der var lige så tyk som tre-tommer-søm.
Som 16-årig voksede han fra sin svage drengekrop, og der skulle gå 63 år, før han skulle møde en læge igen, da han i 1995 blev opereret for kræft.

Far vil ikke forstyrres

Efter frokost er det tid til dagens andet hvil. Klokken er 13.30.
"Før ringede min familie og bekendte altid der, men nu ved de, at der vil far ikke forstyrres", siger Eigil Rasmussen.
Kl. 17 er det tid til aftensmad. Tre gange om ugen står den på fisk, men hver dag skal der en Maribo-øl på bordet. Køkkenet bliver ryddet op, for at Eigil kan nå ind i sin stol kl. 18.30 for at se TV-Avisen.
Selvom han er stoppet med at holde avis, holder han sig alligevel orienteret for samtalens skyld.

Opfør dig intelligent

99 år er en høj alder. Eigils mor blev kun 57 år, mens faren kun lige rundede de 60 år. Til gengæld blev hans oldefar 97 år, så måske der er nogle gode gener i familien.
Eigil Rasmussen er nu ikke i tvivl om, hvad der har givet ham et langt liv.
"Man skal opføre sig intelligent. Vurdere sin egen kunnen og lære at sige nej. Og så er min egen livserfaring at lytte og reagere på kroppens første signal. Hver gang, jeg har mærket, at der var noget galt, har jeg gået til lægen eller taget på hospitalet med det samme. Og hver gang har jeg haft ret, så sygdommen er blevet opdaget på et tidligt tidspunkt. Alt for mange siger til sig selv, 'det gør jeg i morgen' eller 'først skal jeg lige til tennis'. Men så er det måske for sent", siger Eigil Rasmussen.
Allerede nu har Eigil Rasmussen reserveret dagen for sin 100 års fødselsdag, som bliver afholdt på Maribo Søpark.
"Med overnatning. Så bliver der intet skænderi mellem ægteparrene om, hvem der skal køre hjem".