"Hele området er bekymret"
En gødningecentral på størelse med fem fodboldbaner kan være på vej til Egedal kommune
"Hele området herude er bekymret."
Ordene bliver sagt stilfærdigt, men alvorligt af Svend Hansen, der er landmand og beboer på Skovvangsvej i Søsum.
Torsdag skal Teknik- og Miljøudvalget sammen med Planudvalget tage stilling til en sag om at etablere et stort affaldsanlæg i Egedal Kommune.
En beslutning, der ifølge borgerne i Knardrup og Søsum vil få stor betydning for hverdagen i de små landsbyer, og som har afstedkommet, at der er sendt ikke færre end 43 hørringssvar af sted til kommunen om sagen.
Af akterne i sagen fremgår det, at der er tale om, at virksomheden HSC A/S ønsker at udvide Vindekilde Gødningecentral med ca. 16.000m2. Lagt til de eksisterende 3.000 m2 svarer til et areal på ca. 19.000 m2, eller knapt fem fodboldbaner.
I dag leverer gødningecentralen hø og halm til rideskoler og indsamler og behandler staldgødning som bearbejdes til gødningsprodukt og leveres til udspredning på marker. Planen er, at gødningecentralen nu også skal håndtere haveaffald - og vel og mærket 75.000 tons af slagsen.
50.000 tons skal så blive til organisk materiale til markforbedring og ca. 25.000 tons skal bruges til biobrændsel.
Frygter for børnene
Svend Hansen er med sine marker grænsende op til det sted, hvor affaldsanlægget er tænkt etableret, nærmeste nabo.
Egentligt har landmanden fra Søsum ikke lyst til at råbe højt og placere sig i spotlyset, men han frygter, at han og familien kan blive nødt til at fraflytte gården, som han i sin tid købte af sin farfar og farmor. Hvis udvidelsen bliver en realitet, vil det nemlig betyde væsentlig flere lastbiler på vejene i området - og ikke mindst på Skovvangsvej.
Argumenter mod projektet har Svend Hansen nok af, men der er et, der overskygger dem alle - Børnens sikkerhed.
"Min store bekymring er trafikken og sikkerheden for mine børn," siger Svend Hansen og fortæller, at han har tre børn på 5, 13 og 16 år.
Han er i forvejen ikke glad ved at lade sine børn cykle på de smalle veje i området, hvor der ikke er cykelsti, og den mulige udvidelsen af Vindekilde Gødningscentral, gør ikke bekymringen mindre.
"Det er sundt at cykle, men det er ikke sundt at blive kørt ned," bemærker Svend Hansen.
I høringsmaterialet for sagen bliver det fremlagt, at der dagligt kører cirka 10 lastbiler til og fra Vindekilde Gødningecentral, og at det med udvidelsen vil øges til ca. 35 lastbiltransporter.
Det tal kan Svend Hansen dog ikke få til at passe ind i virkeligheden.
Langt fra faktisk.
"Det, jeg kan forhold mig til, er, hvad jeg oplever. Min kone var hjemme med vores søn en dag, og hun talte 19 lastbiler på en time på Skovvangsvej," siger Svend Hansen og fortsætter:
"Vi bliver vækket hver dag kl. 4.30, når den første lastbil kører forbi. Hver morgen tænker jeg på, om vi kan holde ud at bo her, hvis der kommer flere lastbiler. Og om jeg tør sende mine børn udenfor. Jeg nyder freden i weekenderne."
Der er i sagen anmodet om, at der kan køres alle ugens dage fra kl. 5-20.
Læg det i Værebro
I sagsfremstillingen er der lagt op til, at der skal bygges en ny vej parallelt ved Skovvangsvej for at tilgodese borgerne, der bor på skovvangsvej. Den vil dog ikke fjerne lastbilerne fra Svend Hansens hoveddør, og i flere høringssvar udtrykker borgerne alligevel dyb bekymring for øget trafik ved Søsum, Veksø og Toppevad.
Flere steder bliver det også bemærket, at der er tale om et landzoneområdet, og at man ikke mener, at der kan placeres en virksomhed af den nævnte størrelse i et landzoneområde, samt at det desuden ville kræve en ændring af planloven.
Som flere andre borgere peger Svend Hansen på industriområdet i Værebro, som et muligt sted at placere en gødningecentral af den størrelse.
"Jeg synes, at kommunen har været fremsynet og gode til at planlægge, da de udlagde et område i Værebro til etablering af et biogasanlæg. Det er tæt ved A6 og den fremtidige motorvej. På den måde går det hele op i en højere enhed, og jeg appellerer blot til, at man anvender det område, der allerede er sat af til formålet i kommuneplanen," siger han.
Svær sag
Svend Hansens og de andre bekymredes borgeres udmeldinger og argumenter bliver taget med på mødet mellem Planudvalget og Teknik-og Miljøudvalget på torsdag, men Ib Sørensen (A), formand for Planudvalget, ønsker ikke på forhånd at kommentere på sagen.
"Det her er en af de vanskeligste sager, jeg har set meget længe, derfor vil jeg også først kommentere på den efter mødet torsdag," siger Ib Sørensen, som understreger at politikerne er meget opsatte på at finde den rigtige løsning.