Fortsæt til indhold

Jesper vandt DM i Kloak

Jesper Petersen fra Hillerød fik guld til DM i Kloak

Samfund
Arkiv

Det blev Jesper Petersen fra Hillerød, som hev guldet hjem, da der den 10. og 11. juni var Danmarksmesterskab i Kloak.

Her var Danmarks bedste kloakmestre, rørlæggere og struktørelever samlet for at dyste, og i finalen var Hillerød repræsenteret med kloakmester Jesper Petersen fra JP Struktør. Han fik en førsteplads efter to dages hård konkurrence.

Det er femte gang DM i Kloak holdes, men første gang Jesper Petersen var med til at dyste om DM-titlen.

”Konkurrencen var hård. Opgaverne var sværere end jeg havde forventet, og det kunne jeg godt lide. Jeg lavede en anden løsning end den foreslåede, så spildevandet kommer hurtigere væk, og der blev en bøjning mindre. Jeg tror, at det var med til at afgøre, at jeg vandt, ” udtaler Danmarks bedste kloakmester Jesper Petersen i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at han er klar til at forsvare sin titel næste år.

Udover titlen og æren vandt Jesper Petersen et weekendophold for to til Naturperlen i Sønderjylland.

I 2004 vandt Jesper Petersen desuden DM i Skills som anlægsstrukturelev.

DM i kloak er arrangeret af brancheforeningen Danske Kloakmestre. De store sandkasser hos Teknologisk Institut i Taastrup dannede ramme om konkurrencen, hvor deltagerne konkurrerede om, hvem der var bedst til at montere et badeværelsesafløb til et parcelhus.

DM i Kloak foregik den 10. og 11. juni i Kloakhallen på Teknologisk Institut i Taastrup.