Fortsæt til indhold

Elever skal løbe om kap med deres lort

I Grenaa er der fredag stort skoleløb med fokus på spildevand og kloakker

Samfund
Mogens Greve

Er en lort hurtigere på 4,5 km end en 8. klasses skoleelev er på 9 km? Det skal afgøres fredag 4. september i Grenaa. Med start fra Kattegatskolen til Fornæs Renseanlæg skal 350 elever i 8. klasse i Norddjurs Kommune ud på et 9 km løb med opgaver undervejs. De dyster mod en lort, der skal passere flere pumpestationer - men til gengæld kun skal gennem den halve distance.

25-års jubilæum

Anledningen til løbet er, at Fornæs Renseanlæg fejrer 25 års jubilæum, og løbet arrangeres af spildevandsselskabet AquaDjurs i samarbejde med skoletjenesten i Norddjurs Kommune samt lærere og en teknisk serviceleder fra Kattegatskolen.
Løbet sætter fokus på spildevandets historie, og eleverne lærer om, hvad man må og ikke må putte i toilettet.
”Vi har en opgave i at lære vores forbrugere, at kemikalier, vatpinde, klude, plastik og lignende ikke må komme i toilettet,” siger driftsleder Jess Kildegaard Oredsen fra AquaDjurs.
”Det stopper pumperne til og fordyrer håndteringen af spildevandet. Vi har tit besøg af skoleklasser, men vi tror, at informationen bedre trænger ind ved at lave et løb, hvor de får meget mere at se.”

Hvem kommer først - lorten eller eleven? Det afgøres fredag formiddag 4. september. Arkivfoto

Tidslinje

Eleverne har i ugerne op til spildevandsløbet arbejdet med en tidslinje om de seneste cirka 100 års spildevandshistorie - fra tiden før kloak med natmænd, der hentede spande af lort om natten, til en industriel udvikling i Grenaa, hvor åen var byens hovedkloak - og med opgaver om håndtering af spildevand.
På aquadjurs.dk kan man se tidslinjen, der også fortæller om kampen for at få et renseanlæg i Grenaa og de seneste 25 års konstante forbedring af badevandskvalitet og havmiljø. Det overordnede budskab er, at rent vandmiljø er en forholdsvis ny luksus i Danmark.
Eleverne skal i løbet bruge det, de har lært samtidig med, at de også får set både kloakker, pumpestationer og renseanlæg.
”Det er helt i tråd med skolereformen. Eleverne rører sig, og de lærer noget i samarbejde med en ekstern virksomhed. Det er en god blanding af idræt, historie og naturvidenskab,” siger leder af skoletjenesten i Norddjurs Kommune, Rita Mogensen.

Eleverne i Norddjurs Kommune lærer også om, hvad man IKKE må komme i toilettet. Arkivfoto