Fortsæt til indhold

Kritik af TriRute blusser op igen

Flere borgere mener TriRuten skal droppes

Samfund
Af Peter Mailand

Selvom en klagesag i Naturklagenævnet betyder, at Rudersdal Kommune kan arbejde videre med planerne om den såkaldte 'TriRute' omkring Søllerød Sø, så møder planerne fornyet modstand. Rudersdal Avis har i denne uge modtaget flere læserbreve fra borgere, der alle mener, at Rudersdal Kommune helt skal droppe projektet.
Også Claus Kaare Pedersen, der er formand for 'Foreningen til beskyttelse af Søllerød Sø', langer ud efter Rudersdal Kommune.
"Jeg mener, at kommunen bruger penge på et projekt, hvor man må se i øjnene, at svømmebanen kun undtagelsesvis kan benyttes til sportssvømning på grund af alger og forurening fra kloakoverløb. Man får altså meget lidt for pengene," siger han.
Claus Kaare Pedersen henviser til at Kirsten Olrik, der er en førende ekspert på området, klart har udtalt sig imod søens anvendelse til sportssvømning.

Sundhedsrisiko

"Kommunen vil anbefale søen til skolebørns svømning trods sundhedsrisikoen, men skal forældrene ikke advares?," spørger han.
Claus Kaare Pedersen peger på flere områder, hvor der er stor risiko for ulykker.
"Jeg mener, at cykling på cykelstier ud for indkørsler, blandt andet på Vangebovej utvivlsomt vil medføre farlige situationer og måske ulykker. Samt at løb i Kirkeskoven, som er en skov, hvor hunde kan luftes uden at være i snor, også kan medføre alvorlige problemer," siger han og tilføjer:
"Jeg undrer mig over, at kommunen bruger penge på et så pjattet projekt samtidig med, at kommunen er pålagt at spare 240 millioner kroner," siger han.