Gymnasieklasse mødte flygtningestrømmen i Budapest
En helt almindelig studietur til Budapest blev til langt mere end bare alternativ undervisning og sightseeing. Det blev til mødet med et af tidens mest aktuelle problemer, de tusindvis af flygtninge, der krydser de europæiske grænser. En gymnasieklasse fr
Da 3.d fra Ordrup Gymnasium forrige søndag drog mod Ungarns hovedstad Budapest, stod der en ganske almindelig studietur i vente.
Men det endte med tre dage i nødhjælpens tegn. Tre dage, hvor vi kom helt tæt på flygtningene og fik bidraget med arbejdskraft til hjælpeorganisationer.
Vi havde ugen op til turen arrangeret en indsamling, som foregik på Ordrup Gymnasium, hvor lærere, elever og udefrakommende kunne bidrage med tøj, sko, madrasser og andre af deres overskydende sager.
Hotellet var booket, således at vi praktisk talt skulle være naboer til de flygtninge, der efter sigende skulle være på Budapest Hovedbanegård, Keleti.
Forventningerne var på det højeste, diverse medier og tv-billeder havde skabt en idé om massevis af flygtninge på destinationen. Det blev dog allerede kort efter ankomst afkræftet, da Keleti var tømt for flygtninge. Så der stod en hel gymnasieklasse med donationer til flere hundrede mennesker, men ingen at give dem til.
Ville selv dele ud
Inden vi ankom, havde vi været i kontakt med Andreas i NGO'en Migration Aid, og på andendagen skulle vi mødes og hjælpe dem med at læsse doneret tøj, vand, mad og andet op i biler, der skulle køres til den østrig-ungarske grænse dagen efter.
Vi havde diskuteret muligheden for selv at donere vores indsamlede tøj til Migration Aid, men vi blev til slut enige om, at vi stadig satsede på selv at kunne dele det ud.
Vores lærere, Kristian Møller Bak og Thomas Høxbro Mørk, undersøgte muligheden for at tage til den østrig-ungarske grænse, da vi så i øjnene, at muligheden for at hjælpe i Budapest så sort ud.
Vi fik dagen efter med hjælp fra Migration Aid lejet en bus og drog derefter afsted mod grænsen. Overraskelsen var stor, da der heller ikke her var nogen flygtninge at se, for vi havde hørt rygter om, at de regnede med en flygtningestrøm på 3.-5.000 mennesker.
Fandt hurtigt roller
Da vi stod og strakte ben ude foran bussen på grænsen, kom en østrigsk frivillig cyklende og fortalte os, at vi ville have større mulighed for at hjælpe på den østrigske side.
Han snakkede med politiet, og vi fik lov til at gå ind bag indhegningen og hjælpe til.
Vi stod opgivende på den tomme plads, da det pludselig strømmede til med flygtninge, der løb over grænsen. Familier, der holdt sammen, udmattede og sultne ældre og børn, der prøvede at følge trop. Alle søgte ivrigt efter informationer om videre rejse og virkede lettede over at være kommet til Østrig, væk fra Ungarn. Vi fandt hurtigt hver især vores rolle i dette kaos.
Vi hjalp hovedsageligt med at bære fornødenheder, informerede om transportmuligheder samt spurgte ind til deres ophav og rejse.
Der var mange nationaliteter blandt flygtningene, herunder syrere, irakere, afghanere og somaliere. De fortalte os om, hvilke lande, de var rejst igennem og hvad de håbede for fremtiden.
Vi mødte mennesker med forskellige baggrunde og historier. Blandt dem var en af de mest rørende fortællinger en mand fra Syrien, der var flygtet med sin kone og børn.
De var i Ungarn blevet skilt fra hinanden og ført i forskellige busser, men var blevet lovet, at de ville forenes på samme destination i Østrig. Da vi mødte ham, stod han forvirret og spurgte om hjælp for at finde sin familie igen, men de var ikke til at se.
Vi fik aldrig svar på, om han blev forenet med dem igen, men fik givet ham den hjælp, vi nu kunne stille til rådighed.
Ønskede kun et trygt sted
Vi mødte også en yngre mand i slutningen af tyverne, der var flygtet fra Syrien. Han studerede til designer og var nu flygtet. Han fortalte, at turen på ingen måde var, hvad han havde regnet med, og man kunne mærke på hans toneleje, at han virkelig ikke ønskede andet end et trygt sted at opholde sig:
“Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive så hårdt, det er virkelig en hård rejse. Jeg sov på gaderne i flere dage, jeg har aldrig gjort noget lignende. Jeg har ikke været i bad i flere dage og føler mig meget beskidt og træt”, lød det fra ham.
Vi spurgte ham om, hvorfor han var flygtet.
"Mit hjem var smadret og min familie separeret, der var ingen sikre steder. Det var ingenmandsland”.
Han var en ung mand med mål for fremtiden.
"Jeg vil ikke være en nytteløs flygtning i Sverige, jeg vil være et aktivt medlem i deres samfund og fortsætte mit liv et andet sted med samme mål”.
En ubeskrivelig oplevelse Det var udtalelser som dem, der satte tankerne i gang hos mange af os. At stå foran et menneske, der baggrundsmæssigt mindede så meget om os selv og se, hvilken situation, man hypotetisk selv kunne stå i.
Vi stod der uden evne til selv at kunne gøre en markant forskel, blot kunne vi bidrage med noget så basalt som mad, drikke, tøj og vores forståelse. Vi opfattede alle flygtningene som meget rolige og venlige mennesker. Det var børn, familier, kvinder og mænd, der håbede på at finde tryghed og et sted, hvor de ikke skulle frygte for deres liv, men tværtimod kunne leve et normalt liv.
Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse. Det var mere, end vi på nogen måde havde regnet med. At gå fra et overfladisk mediebillede til at stå ansigt til ansigt med flygtningene og mærke stemningen iblandt dem.
Det var en af de oplevelser, hvor ens moralske og etiske værdier bliver sat i perspektiv. For slet ikke at tale om ens egen situation og ligegyldige problemer.
Det var en ubeskrivelig og tankevækkende oplevelse at få lov til selv at hjælpe, selv om vi blot var en lille dråbe i et kæmpe hav.