Pensionister frustrerede over omfattende hærværk
Lakken på seks biler blev for nylig ødelagt i det seneste af flere tilfælde af hærværk på Baunebjergvej i Humlebæk
Det var et frustrerende syn, beboere på Baunebjergvej i Humlebæk kunne stå op til lørdag morgen den 24. juli. Seks biler, der ifølge beboerne var parkeret på fællesparkeringen i Seniorparken samt i carporte, havde nemlig været udsat for hærværk.
”Bilerne var blevet ridset i lakken med en spids genstand, en kniv eller glasskår på alle sider,” oplyser Hans Erik Winther, hvis bil også er blevet udsat for hærværk.
Han fortæller videre, at en tilsvarende episode fandt sted for en enkelt beboer i april, mens en anden beboer har oplevet at få bagruden på sin bil knust med sten hele to gange for cirka et halvt år siden.
”Alle episoderne er blevet politianmeldt, også de tidligere. I denne episode har jeg som den eneste ikke anmeldt det til politiet, da jeg ikke mener, det er nødvendigt, når alle mine naboer har gjort det,” siger Hans Erik Winther.
Beboerne har ifølge Hans Erik Winther ikke mærket noget til, at hændelserne er blevet meldt til politiet.
”De har ikke tid til at tage sig af den slags sager her,” siger han.
Uden at have signalementer at gå ud fra mistænker man, at det er unge mennesker, der står bag.
”Jeg tror ikke på, at voksne eller ældre mennesker ville gøre sådan noget. De unge, som går gennem her, virker fornuftige om dagen, men om aftenen er der måske nogle enkelte uheldige elementer. Derfor opfordrer vi til, at forældre taler med deres børn om, hvor meningsløs en handling som den her er. Det koster os mange penge, hver gang vores biler udsættes for hærværk,” slutter Hans Erik Winther.
Han oplyser desuden, at beboerne overvejer at søge om tilladelse til at installere videoovervågning, hvis hærværkene fortsætter.