Det her er Danmarks bedste havecenter
Skrædderbakkens Havecenter i Ølstykke blev rost til skyerne af de 170 fagfolk, der onsdag formiddag kiggede forbi i anledning af den Internationale Havecenter Kongres
De kom fra Japan, USA, England, Sydafrika og endda Australien.
Anerkendte havefolk fra hele verden var onsdag på havecenter-turné i Danmark, og på deres vej gik turen også til Skrædderbakkens Havecenter i Ølstykke.
Her fik de hilst på ejer Henrik Houmann og set nærmere på et hav af planter, blomster og træer.
Besøget varede kun en halv time, men de knap 170 gæster skulle ikke bruge så lang tid på at forelske sig i det lokale havecenter.
"Vi har set mange planteskoler under vores besøg her i Danmark, men det her er klart det bedste," lød det uden tøven fra waliseren Mark Cleary.
Hvad gør det til det bedste?
"Kvaliteten først og fremmest, men også den enkle og flotte præsentation af de forskellige planter og træer. Her er kælet for detaljerne, og udvalget er ikke så stort, at man mister overblikket. Jeg kan virkelig få noget inspiration til mit havecenter hjemme i Wales."
Også Estelle Cornell fra Australien var begejstret.
"Det er virkelig professionelt. Deres planter og træer bliver præsenteret på flotteste vis med indbydende farver," sagde Estelle Cornell, som i det hele taget storrroste kvaliteten i Danmark.
Imponeret australier
"Jeg har kigget på planter i mange lande, og Danmark ligger helt klart i toppen, når det kommer til pris og kvalitet. Jeg er meget imponeret," lød det fra den australske kvinde.
Besøget var kommet i stand på baggrund af den Internationale Havecenter Kongres, som Brancheforeningen Danske Havecentre i år er vært for.
At de mange fagfolk skulle en tur til Ølstykke, var nok ikke helt tilfældigt. Skrædderbakkens Havecenter er nemlig tre år i træk kåret til "årets havecenter i Danmark".
"Vi er nok blevet udvalgt på den baggrund, men uanset årsagen, så er vi stolte og glade for besøget. Det giver noget goodwill og prestige. Derudover er det altid dejligt med ros - især fra folk i branchen," siger Henrik Houmann, som ikke blev bombarderet med spørgsmål under besøget.
"Der er tale om fagfolk, som i forvejen kender alt til vores planter og blomster, så de oplysninger har de på rygraden. De spurgte mest til vores indtjening og kundestrøm,"