Fortsæt til indhold

Puljemidler sikrer nu praktik til langtidsledige – blandt andet på Femernprojekt

Samfund
Arkiv

UDDANNELSE Fra 1. januar er en pulje på 100 mio. kr. til opkvalificering af langtidsledige – særligt i forbindelse med store byggeprojekter - blevet delt ud til landets kommuner.
Det er baggrunden for, at folketingsmedlemmerne René Christensen (O) og Lennart Damsbo-Andersen (S) for nylig besøgte Femern A/S" byggeplads i Rødbyhavn.
De er begge valgt i Guldborgsundkredsen og kender til de store udfordringer, der på Lolland og Falster har været med langtidsledige de seneste år.
De ville derfor ned og se, hvordan puljen, som de har været med til at forhandle på plads, fungerer i praksis.
Femern A/S har valgt at stille krav om ansættelse af langtidsledige praktikanter i kontrakter med flere entreprenører i forbindelse med de fremrykkede aktiviteter.
Det vil sige de anlægsarbejder, der foregår netop nu for at forberede området ved Rødbyhavn til arbejdet med selve tunnelen, der sættes i gang, når anlægsloven er vedtaget.
- Det er utrolig vigtigt, at vi får skabt synergi, så vi kan få både uddannelse og danske arbejdspladser ud af store byggeprojekter som fx supersygehuset i Køge, opgraderingen af jernbane og etableringen af Femern tunnelen.
Det er det, puljen skal være med til at sætte gang i, og her må vi sige, at bygherren Femern A/S har vist stort mod og imødekommenhed.
De har lyttet til de behov, man har udtrykt kommunalt og politisk for at give langtidsledige praktisk erfaring i forbindelse med uddannelsesforløb.
De er klar til at prøve nye ting af med eksempelvis klausuler i kontrakterne for at forsøge at få noget ud af byggeprojektet på de sociale parametre, siger René Christensen.

Puljen del af beskæftigelsesreformen

Det var regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, der som en del af den beskæftigelsesreform, de vedtog sidste år, nedsatte den særlige pulje til opkvalificering af langtidsledige, som nu er trådt i kraft.
Lennart Damsbo-Andersen var således glad for at komme til Rødbyhavn og hilse på nogle af de arbejdsløse i praktik.
- Jeg kan næsten ikke få armene ned over, at Femern A/S har grebet bolden og gjort vores tanker til virkelighed.
Når vi ved, der på så stort et projekt bliver behov for tusindvis af hænder, er det med at benytte muligheden for at give de langtidsledige de kompetencer, de mangler for at have mulighed for at komme til at arbejde på projektet senere.
Det er optimalt at sikre forløb, hvor teori og praktik kombineres – og hvor de arbejdsløse ender med at have dokumentation med sig på, at de både har kompetencer og praktisk erfaring, siger han.

Indhold i hverdagen på kort sigt – tilknytning til arbejdsmarkedet på lang sigt

De entreprenører Femern A/S har stillet krav til om ansættelse af langtidsledige praktikanter, har henvendt sig til de regionale uddannelsescentre og fået anvist ledige, der har været i gang med uddannelsesforløb, hvor praktik på et byggeprojekt vil give mening. De får derefter 80 % af lønudgifterne refunderet at staten på grund af de nye puljemidler.
- Vi mener, det er vigtigt, vi som bygherre tager et socialt ansvar. Det gør vi ved at uddanne lærlinge og nu også ved at være med til at sikre praktik til ledige. På kort sigt giver dette de ledige umiddelbar opkvalificering og indhold i hverdagen. På lang sigt giver det fornyet tilknytning til arbejdsmarkedet og mulighed for at komme i betragtning til job, siger Bo Eske Nielsen, direktør i Femern A/S.
De erfaringer, Femern A/S gør sig med at stille krav om langtidsledige praktikanter i kontrakterne skal bruges, når det store anlægsprojekt med tunnel og portal går i gang.
sl