"Det var det rene vanvid"
Det kunne være endt med dræbte, da en storskærm onsdag aften væltede af lufttrtykket fra en helikopter i den amerikanske ambassadør-bolig på Strandvejen. Det fortæller et øjenvidne
En storskærm væltede onsdag aften, da haven ved den amerikanske ambassadørbolig var fyldt med mennesker, der var kommet for at åbne TV-festivalen. Det skriver Politiken.
For den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, havde som vanligt inviteret til en festlig aften, hvor gæsterne blandt andet skulle se et afsnit af tv-serien 'Homeland' og høre et foredrag af seriens skaber Howard Gordon.
Som en del af festlighederne havde ambassadøren sørget for en helikopter, der skulle flyve ind over haven fra Øresund. Men helikopteren kom for tæt på den storskærm, der var stillet op i haven, og lufttrykket fik skærmen til at vælte.
Ifølge Thomas Heurlin, direktør for Koncern TV og med som gæst onsdag aften, kun det have slået nogen ihjel. Men det endte med, at to personer fik mindre skrammer.
"Alt endte godt. Men lige efter, at storskærmen væltede, var det surrealistisk at sidde der. Pludselig dukkede nogle specialstyrker frem, en form for sikkerhedsvagter for ambassadøren formentlig, og som led i det der blæreshow, lød der også pludselig maskingeværsalver. Det var det rene vanvid. Men lærredet på storskærmen blev hurtigt rettet op igen, ambassadøren sagde undskyld, og et kvarter efter kunne vi så se et af de nye afsnit af 'Homeland'", siger Thomas Heurlin til Politiken.