Fortsæt til indhold

Man kan ikke sige, at vi har droppet storcentret

Goldschmidt konstaterer flere gange, at det var kommunen, der droppede Hillerød Storcenter. Men den præmis køber borgmester Dorte Meldgaard (K) ikke

Samfund
Jens Berg Thomsen

"...det er Hillerød Kommune, der ikke vil gennemføre lokalplanforslaget i sin helhed."

Ejendomsselskabet Goldschmidt mener, at det var byrådet i Hillerød, der satte en kæp i hjulet på det projekt, der skulle have været Danmarks største shoppingcentre. Det står der flere gange i det oplæg, som Goldschmidt har sendt til kommunen om de ændrede planer for Møllebrogrunden. I oplægget står der, at "Hillerød Kommune ikke ønsker et storcenter, der er bæredygtigt", og at projektet "i princippet er stoppet af Hillerød Kommune, da kommunen ikke endeligt vil beslutte lokalplanforslaget."

Men den præmis køber Hillerød borgmester, Dorte Meldgaard (K), ikke.

"Det kan man ikke sige, for vi skulle have taget stilling til lokalplanen i marts," siger Dorte Meldgaard.

"Måske kunne man have nogle formodninger om, at vi ville ændre forslaget, men vi har ikke konstateret på et politisk møde, at vi ikke ville vedtage lokalplanen," siger hun.

Et samlet økonomiudvalg er positiv over for Goldschmidts ændrede planer om at bygge boliger på Møllebrogrunden i stedet for et storcenter. Punktet var på et ekstraordinært møde inden byrådsmødet onsdag, og alle medlemmer ser ifølge referatet positivt på mulighederne for at bygge boliger på grunden.