"Furesøen er ikke i god økologisk tilstand"
"Vi har opfordret Furesø Kommune til at opprioritere overholdes af kravene til vandkvaliteten i søerne", siger Lisbeth Heerfordt, næstformand i DN Furesø
De mål, der er sat for vandmiljøet i både Furesøen og Farum Sø opfyldes ikke. Det fortæller næstformanden i Danmarks Naturfredningsforening Furesø, Lisbeth Heerfordt.
"I det forslag til 'Vandplan for 2015-2021, som Naturstyrelsen netop har haft i offentlig høring i juni i år, står der, at Furesøen ikke opfylder miljømålet 'god økologisk tilstand' nu, og at der er risiko for, at den heller ikke kommer til det inden 2021. Der mangler stadig en væsentlig reduktion af den mængde fosfor, der hvert år ledes til søen. Heller ikke i Farum Sø er miljømålet opfyldt", siger hun og fortæller, at Danmarks Naturfredningsforening har opfordret kommunen til at opprioritere indsatsen for overholdelsen af kravene til vandkvaliteten i søerne.
Se Naturstyrelsens forslag til Vandplan 2015-2021 her
"Vi har også i vores høringsbemærkninger af kravene til kommunen opfordret til, at de gør mere ud af indsatsen for at mindske belastningen af Furesø og Farum Sø med overløb fra de fælles-kloakerede områder. Overløbene sker ved kraftige regnskyld, og det er et stort problem, fordi overløbet indeholder en blanding af regnvand, urenset spildevand fra industri og husholdninger", siger Lisbeth Heerfordt .
"Hvis vi gerne vil have rene søer, hvor vi kan fiske og bade, og hvor der er et rigt og varieret dyre- og planteliv, er vi nødt til at gøre en væsentlig større indsats, end vi gør i dag. Det kræver større politisk vilje til at afsætte penge til miljøundersøgelser og til miljøindsats til genopretning af vores vandmiljø", siger Lisbeth Heerfordt og tilføjer, at man i Danmark er forpligtet til at sikre, at alle søer og vandløb skal have en god økologisk tilstand i 2015.
"Det blev bestemt i Vandrammedirektivet, der trådte i kraft i 2000, og det vil sige, at der kun må være mindre afvigelser i forhold til, hvordan søen var, inden den blev forurenet", slår Lisbeth Heerfordt fast.