Fortsæt til indhold

Tidligere borgmester er blevet borgmester igen

Flere Allerød-borgere har undret sig over, at forordet i den nye telefonbog er skrevet af Erik Lund

Samfund
Af Mads Hussing

En teknisk fejl gør, at forordet i den nye vejviser i Allerød er skrevet af borgmester Erik Lund. Nu hedder Allerøds borgmester som bekendt Jørgen Johansen, og produktchef for Eniro Danmark, Bo Møller, der udgiver telefonbogen, kan da også kun beklage.

"Det er virkelig en beklagelig fejl, der er sket. Vi har fået et nyt forord fra borgmesteren, men en fejl i et tegn i filen gjorde, at det var et gammelt forord, der kom med i stedet for," siger Bo Møller, der vil sætte en annonce i Allerød Nyt i det rette format, så det er lige til at klippe og ud sætte i vejviseren.

"Det er heldigvis meget sjældent, at der sker sådan en fejl. Vi har 170 titler, og der kan jo ske fejl, men vi gør altså skaden god igen ved at indrykke en annonce i Allerød Nyt med det rigtige forord," siger Bo Møller.