Fortsæt til indhold

"Synnejysk ska da å æ mau"

Samfund
Af Betina Skjønnemand

“Mojn”, “sinne gas”, “kach” - alt sammen gode, gedigne sønderjyske udtryk, som mange har hørt.
Hvis det står til den nye Aabenraa-virksomhed Mutmut, så skal sønderjyderne nu også til at skilte med den sønderjyske dialekt, blandt andet ved at gå med t-shirts og muleposer, der har påtrykt sønderjyske udtryk og ord. Den nye virksomhed, der har fået navnet Mutmut består af Katrine Møller Madsen, Dorthe Lindahl og Stine Møller Jakobsen. Og navnet er ikke udtryk for, at de trænger til et kys, men afspejler ånden i virksomheden.
“Vi er virkelig dybt begejstrede for dialekten, og vi vil helt alvorligt gerne være med til at bevare dette finurlige, kulturelle fænomen. Men samtidig har vi et stort glimt i øjet,” forklarer Katrine Møller Madsen.

Produkter på vej

Den spæde start får Mutmut til regattaen Kongelig Classic, hvor de vil være til stede med en stand.
Her vil man kunne købe et lille udvalg af de mange produkter, der er i støbeskeen - t-shirts, muleposer og postkort.
“Det bliver sjovt at møde kunderne og se, hvad de siger til vores produkter og idéen i det hele taget. Det er lidt spændende, om det kun er os, der synes, det er sjovt,” supplerer Dorthe Lindahl.
“Med Mutmut håber vi at kunne bidrage til at bevare dialekten, og få den til at leve på nye måder. Så vi håber virkelig det bedste,” slutter Stine Møller Jakobsen.