Nej tak til nyt blod i skolebestyrelserne
Skolebestyrelserne i Skanderborg fravælger eksterne medlemmer fra erhvervs- og foreningslivet. Det forstår man ikke i på Bavnehøj skole i Hasselager. Her er man begejstret for sit eksterne medlem og vil gerne have flere
Siden skoleåret startede med en ny folkeskolereform, har skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole i Hasselager syd for Aarhus set anderledes ud.
De har nemlig benyttet sig af den nye mulighed for at have medlemmer siddende, som ikke er forældre eller på anden vis har tilknytning til skolen.
“De eksterne medlemmer er vigtige, fordi skolen skal spille en større rolle i lokalsamfundet,” lyder forklaringen fra Karen Balling Radmer, som er formand i skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole.
Klaus Jacobsen, formand for Kolt-Hasselager Fællesråd, har siddet med i bestyrelsen med henblik på både at videregive viden og erfaringer fra områdets mange foreninger samt at få indblik i, hvad der sker af ting på skolen.
“Det er gået over al forventning. Vi har fået meget ud af de informationer, som Klaus har givet os,” fortæller Karen Balling Radmer og fortsætter:
“Det kan hjælpe med, at vi meget hurtigere kan komme i dialog med de forskellige foreninger i området.”
Vil have ekstra medlem
Hos Kolt-Hasselager Fællesråd er man også glad for pladsen i skolebestyrelsen.
“Vi får at vide, hvad de unge mennesker har af forventninger, og dem kan vi bruge, så vi måske kan holde på dem i vores lokale foreninger,” fortæller Klaus Jacobsen.
Som det er nu, er der plads til to medlemmer, der ikke har tilknytning til skolen, i skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole.
Derfor ser Karen Balling Radmer gerne, at den sidste plads også bliver optaget af en person udefra.
“Jeg kunne godt forestille mig, at vi får en person ind fra erhvervslivet. Det vil give os fordele i forhold til planlægning af for eksempel praktikforløb,” mener hun.
Ingen eksterne medlemmer
Krydser man kommunegrænsen til Skanderborg ser billedet helt anderledes ud.
Et opslag på samtlige af de 18 kommunale folkeskolers hjemmeside viser, at ingen af skolerne har benytte sig af muligheden for at optage eksterne medlemmer fra erhvervslivet eller foreninglivet.
“Skolereformen lægger op til det, men skolerne her er ikke rigtig kommet dertil endnu. Byrådet besluttede at lade det være op til hver enkelt skole at supplere sig med eksterne medlemmer efter behov. Det er altså ikke noget, de skal. Men vi vil rigtig gerne understøtte det,” siger Torben Steen, der er chefkonsulent for skole- og specialundervisning i Skanderborg Kommune.
“Personligt synes jeg, det er en rigtig god ide. Det er da bare at komme i gang. Det giver god mening for lokalsamfundene, og jeg kan se mange dagsordenpunkter for skolebestyrelserne, hvor det ville være meget nyttigt med eksterne bestyrelsesmedlemmer,” understreger han.
Professionel bestyrelse
Anders Kirkedal Nielsen, der er formand for skolebestyrelsen på Morten Børup Skolen, mener imidlertid ikke, at skolerne vil få en ekstra gevinst ved de eksterne bestyrelsesmedlemmer.
“Jeg kan sagtens se pointen, men samtidig vil jeg gerne understrege, at vi føler os rigtig godt dækket ind. Mange af de forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer er også aktive i foreningslivet, og samtidig er der flere af vores medlemmer, der er medlem af ErhvervSkanderborg,” fortæller han.
“Vi overvejede det, dengang muligheden opstod, men konkluderede, at den kontaktflade, vi allerede har til både erhvervsliv og foreningsliv er tilstrækkelig. Samtidig vurderede vi, at den professionalisme og kontinuitet, vi har bygget op og får ros for her, den vil vi ikke sætte på spil. Vi kan sagtens inddrage repræsentanter fra foreninger og virksomheder, uden de behøver sidde med i bestyrelsen,” konstaterer han.
Skolenbestyrelsen har allerede et godt samarbejde med det lokale erhvervsliv, og har blandt andet sammen med Erhverv Skanderborg oprettet en virksomhedsbank.
“Vi vægter det højere at have medlemmer, der er tættere knyttet til skolen. Vi er deusden nervøse for at skabe en situation, hvor der er alt for mange, der skal til orde, og det derfor bliver vanskeligt at træffe beslutninger.”