Fortsæt til indhold

"Jeg går efter 2. pladsen i Race Across America"

Anders Tesgaard er i gang med forberedelserne til RAAM 2015. Målet er en 2. plads

Samfund
Rune Weitling

Jernmand og gymnasielærer Anders Tesgaard kørte sidste år et imponerende ridt tværs over USA og tilbagelagde de 4.832 kilometer på 9 dage, 17 timer og 26 minutter. Nu er han klar til at gøre det hele igen, men bare - ifølge ham selv - bedre.

“Selvfølgelig kan der opstå uforudsete ting, som man ikke selv er herre over. Men ellers mener jeg helt sikkert, at det er realistisk at forbedre mit resultat, og målet er at komme under ni døgn og få en 2. plads i løbet,” lyder det herligt ærligt fra Anders Tesgaard, der lige nu træner 30-35 timer om ugen med både cykel, løb og styrketræning.

“Der er flere grunde til, at jeg mener, det er realistisk. Jeg vil, på nær én enkelt person, have det samme team med mig igen i år, og de kender rutinerne. Desuden har jeg optimeret mit udstyr og fået nye Cervelo cykler med en højere gearing og mere aerodynamik,” siger tornadoen Tesgaard og fortsætter:

“Ydermere vil jeg have bedre og mere flydende kost med, vi vil have bedre styr på navigeringen under løbet og endelig vil min egen form være endnu bedre. Alt det betyder, at jeg forventer at kunne barbere cirka 30 timer af min 2014 tid.”

777,6 km. på 24 timer

Mange vil formentlig igen sidde hjemme i Danmark og følge Anders Tegaards vilde bedrift fra den 11. juni, når starten går. Og faktisk bliver der endnu bedre mulighed i år, for TVSyd har nemlig valgt at sende en fotograf med Anders og teamet til USA, så der vil i den grad blive mulighed for at følge den lokale super cykelrytters bedrifter i guds eget land.

“Jeg glæder mig helt vildt,” smiler Tesgaard, der faktisk netop er vendt hjem fra USA, hvor han var ovre for at deltage Bike Sebring, der er et 24 timers løb. “Og det gik overraskende godt,” lyder det med vanlig beskedenhed fra biologilæreren, der tilbage 777,6 km. på de 24 timer, hvilket er ny Danmarksrekord og sikrede ham en tredjeplads i løbet, der foregik på den berømte racerbane Sebring International Raceway, som er USA's ældste racerløbsbane.

Det blev en tredjeplads for Anders Tesgaard i 24 timers løbet. Målet er at blive nummer to i dette års RAAM.

En dyr fornøjelse

Alt imens Anders Tesgaard nu - foruden at passe sit arbejde som gymnasielærer - for alvor begynder træningen frem mod RAAM 2015, er han som altid også på sponsorjagt. For selv om han med sine præstationer er blevet mere kendt, så må han stadig afholde mange udgifterne selv. Udgifter der beløber sig til over 330.000 kr.
“Men sådan er det, og jeg er utrolig taknemmelig for alle, der støtter mig. Men skulle man have lyst til at støtte mig, så ville jeg da ikke klage,” lyder det med et grin fra Anders Tesgaard, som man læse meget mere om på hans hjemmeside og Facebookside.