Aarhus syd er med i den gastronomiske elite
Fire restauranter i Aarhus Syd optræder i White Guide’s liste over de 330 bedste restauranter
Det er slet ikke nødvendigt at tage ind til midtbyen for at få dansk mad i den absolutte gastronomiske elite. Fire af de 330 restauranter, som spiseguiden White Guide har udvalgt som de bedste i Danmark, ligger nemlig i Aarhus Syd.
Det Gamle Mejeri i Mårslet er et af stederne, og her vakte det stor glæde, da en mail dumpede ind i indbakken for nogle uger siden og fortalte, at stedet for andet år i træk optræder i den fornemme spiseguide.
“Det er vi selvfølgelig meget glade for. Det kan jo bruges som et kvalitetsstempel,” fortæller Søren Jakobsen, der er ejer og restaurantchef på Det Gamle Mejeri.
Havde regnet med det
Selvom glæden er stor hos restauranten, så er det ikke fordi, optagelsen i bogen ligefrem kommer som en overraskelse.
“Vi havde regnet med det. Vi går efter at være blandt de bedste i Danmark, og så skal vi med i den guide,” forklarer ejeren.
Han undrer sig dog samtidig over, at der er nogle bestemte restauranter, som ikke optræder i den nye guide.
“Vi bruger jo mest den guide til at sammenligne os med de andre restauranter, og her er der da nogle, som jeg ikke forstår, hvorfor de ikke er med i den,” fortæller han.
Før White Guide 2015/2016 udkommer ved stedet ikke, hvilken placering de har fået.