Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle dø af det

”Ham deroppe vil ikke have mig, og ham dernede vil få kamp til stregen, så jeg kan lige så godt blive her. Jeg regner med at blive 102. Så der er 30 gode år tilbage endnu.”
Leila Petersen griner. Hun er af den type for hvem en skovl er en skovl og en spade er en spade. Sådan har hun altid været, og det var også med den indstilling, at hun som 65-årig mødte brystkræften.
Altid har Jane Flagstad og hendes bror set deres mor i fuld vigør. I mere end 20 år har hun haft sine egne guldsmedeforretninger i Esbjerg, men i efteråret 2008 hænger hun i bremsen. De to forretninger i henholdsvis Torvegade og Gjesing står foran at skulle smelte sammen til én i det nybyggede Esbjerg Storcenter, men noget er galt. Leila Petersen er træt som aldrig før, og hendes voksne børn sender hende til læge. Den 11. november 2008 lyder dommen: Brystkræft i det ene bryst.
”Jeg er ikke så nem at chokere, og synes nok mest af alt egentligt, at det var træls,” siger Leila Petersen.
Fjernelse af knuden er ikke nok, så hele brystet skal væk, men Leila beder kirurgen om at fjerne dem begge. Hun vil ikke gå rundt med kun et bryst, og den 27. november 2008 bliver hun brystløs.
I januar starter hun 23 kemobehandlinger op med tre ugers mellemrum, men først står hun ved sit personales side gennem julehandlen.
”Jeg har aldrig været helt normal! Det var vist heller ikke, hvad lægerne syntes, jeg skulle, men jeg har altid haft min forretning at drive, og det har jeg gjort,” siger Leila Petersen.

Mormors naturlighed

De første seks kemobehandlinger får hende ned med nakken, men med tiden kommer hun til at fungere nogenlunde mellem behandlingerne. Forretningen bliver passet, og mange tanker tænkt, men aldrig den ultimative.
”Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle dø af det. Aldrig.”
Hun siger det så bestemt, at man virkelig tror hende. Brystkræften har været en sten på livets vej, men aldrig en som hun har tvivlet på at kunne komme over. Heller ikke da en sygeplejerske med spørgsmålet: ”Hvordan har du det egentlig?” for en stund fik verden til at ramle et halvt års tid inde i kemoforløbet.
”Hun sagde, at det havde de ventet på længe, og et kvarter efter stod der en psykolog foran mig.”
Det blev til et længere forløb hos psykologen, men aldrig mere end det. Leila Petersen har aldrig sat sine ben hos Kræftens Bekæmpelse.
”For mig har mit arbejde været en god ting. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg tror ikke, det havde løst noget for mig at sidde i rundkreds med andre syge og dele vores historier. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre,” siger Leila Petersen, der også i forhold til sin familie har haft sin egen måde at tackle kræften på.
Som datter og ansat i forretningen har datteren Jane været tæt på gennem hele forløbet. Hun har oplevet en stærk mor, der aldrig gjorde et stort nummer ud af sin sygdom.
”Jeg tror egentlig, at vi hurtigt tolkede, hvordan mor selv tacklede det, og så gjorde vi det på samme måde. Havde mor nu selv pylret meget, så havde vi sikkert også gjort det og bekymret os meget mere,” siger Jane Flagstad.
Også som mormor spillede Leila Petersen med åbne kort. Alle fire børnebørn slog til på tilbuddet om at se mormor uden paryk og bryster. For Leila Petersen handlede det om naturlighed.
”Jeg har altid været den åbne type. Det var vigtigt for mig at vise dem, at der ikke var noget fordækt over det. Det var sådan jeg så ud, og de havde jo før set mormor uden ret meget tøj, og derfor skulle de også have buddet om at se mig nu,” forklarer Leila Petersen.

En bulende fornemmelse

23 kemobehandlinger senere blev hun erklæret kræftfri, men pludselig manglede der noget.
”Fordi jeg følte mig grim,” lyder den simple forklaring på Leila Petersens beslutning om igen at få bryster. Ikke af den meget krævende rekonstruerede slags, men den mere enkle med implantater, der gradvis, via en ventil, fyldes op. Hun havde ikke de store krav, men ville bare gerne have fornemmelsen af igen at have buler.
De sidder stadig pænt, og Leila Petersen er godt tilfreds. Hun er fortsat underlagt hyppig kontrol, men i det daglige fylder angsten for, at sygdommen vender tilbage ikke ret meget.
I stedet glæder hun sig til at begynde på spansk og bridgespil. Efter 57 år på arbejdsmarkedet slutter det den 30. september. Forretningen er solgt, og nu venter de tilbageværende 30 gode år, inden ham dernede kan forvente kamp til stregen. Præcis som kræften fik det.