Street-dansere til tops ved VM
Team Excptions fra Slangerup har vundet bronze ved VM i streetdance i Glasgow
Seks drenge og piger har for kort tid siden fået dansegulvet i Glasgow til at stråle. De seks har vundet bronze til VM i streetdance i Glasgow. "Børnene" er mellem 12 og 15 år, og danner til sammen dansegruppen "Team Excptions", der holder til i Slangerup.
"Det var mega fedt. Vi har jo trænet meget for det her, men vi havde slet ikke regnet med, at vi kunne komme i top tre. Vi stillede op i gruppen meget øvede for børn og unge op til 18 år, og det var en meget svær kategori," fortæller Hannah Kriegbaum, der er 13 år og er med i gruppen.
Udover Hannah Kriegbaum består "Team Excptions" af Magnus Kofoed, Emilie Heger, Caroline Hoverby, Anna Nielsen og Julie Winther. De har danset sammen i to år, og gruppen er opstået ud fra ønsket om at træne målrettet på at stille op i konkurrencer. I tiden op til en konkurrence står den på 10 til 12 timers træning om ugen - noget af tiden med deres træner Nicky Andersen og resten af tiden sørger de selv for træningen, som foregår i lokaler i Slangerup. De seks blev slået af England, der fik guld, og Tyskland der fik sølv.
"De to andre lande var bedre end os, men vi lå meget tæt. Vi fik love til at se bedømmelserne fra dommerne bagefter, og det var ikke mange point, der skilte os," siger Hannah Kriegbaum og fortsætter:
"Det her har været en mega stor oplevelse. Stå der på scenen og danse for så mange mennesker og til sidst stå med en pokal. Det var for vildt."
Det er forbundet UDO Streetdance, der har medlemslandet over hele verden, der stod for verdensmesterskaberne. De seks lokale dansere kæmpede mod grupper fra for eksempel England, Kina, Japan, Frankrig, Tyskland, Sverige og Holland.