Tidligere skizofren udgiver digtsamling
Jesper Hjøllund fra Vejle udgiver i denne uge en digtsamling. Om ungdommens tabte kærlighed og begyndende skizofreni
Man kommer i digtsamlingen vidt omkring. Ind i skyggernes rige. Ind i den indre kløft, eller forbi pigen med det røde hår. Der er også en tur ind i kærlighedens have. Blandt mange steder.
I kærlighedens have
Med torne i et uldent hår
Solstråler skærer i øjnene
Udtørrer resterne af en kvindes vår
Ordene er skrevet af Jesper Hjøllund. Forfatter og foredragsholder. Og nu også digter. Eller nærmere, det har han været i mange år, men det er først nu, at en digtsamling sendes på gaden.
“Jeg har altid digtet, for det ligger mit hjerte nær. Det er en måde at udtrykke sig på, som rammer mig. Nogen udtrykker sig med musik, andre maler, men mit sprog er at digte. Så digtene har altid ligget der, og nu kommer de så på tryk,” siger han.
Og han har meget på hjerte. Livet har budt på nogle store op og nedture. Som 22-årig blev han diagnosticeret skizofren, og den sygdom lå som en skygge i “haven” i mange år. Gør det stadig, men nu er Jesper rask. Det er sket ved at se den i øjnene. Dybt ind i øjnene. Helt ind i dens sjæl. Og undervejs, både før, under og efter, sygdommen har han digtet. Og det er nogle af de digte, der nu er i bogform.
“Det er altid forskelligt, hvad en læser får ud af et digt. Men jeg håber, at digtene tager læseren i hånden og kan være med til, at læseren føler sig set med de problemer hun eller han nu engang har,” siger han.
I digtsamlingen beskriver Jesper selv, hvad bogen handler om.
'Se i kærlighedens have' forsøger at beskrive, hvordan smerten over at miste den, du elsker, og det ubegribelige mørke, der omslutter dig, når du lammes af en altomfattende psykisk sygdom, uundgåeligt kommer til at fylde alting i dit eget indre.
LÆS OGSÅ: Forfatter Ulrik Gräs afsøger virkelighedens kroge
Mareridt og håb
Jesper er 42 år og bor på Søndermarken i Vejle. Sidste år udgav han bogen 'I Sjælens Rige', der udkom i foråret 2014. Også her greb han fat i den sygdom, der holdt ham i et jerngreb ind til han fandt en vej ud af den
“Det var en meget hård tid. Hvordan det var, er svært at forklare. Men en måde at give et indblik på er ved at give dette eksempel: Prøv at forestille dig, at du vågner midt om natten efter et mareridt. Der går et par minutter med lige at samle dig og dine tanker, før du bliver klar over, at nå ja, det var bare et mareridt. Prøv så at forestille dig, at den periode ikke er et par minutter men varer hele tiden, så ved du lidt om, hvor svært det er at være skizofren,” siger han.
Og der har han været. Men der er også et håb.
“Der er bestemt mulighed for, at man kan komme ud af det. Det holder jeg foredrag om i hele landet med mig selv som eksempel, og det glæder mig altid, når mine foredrag kan være med til at give et håb videre til de syge og deres pårørende,” siger han.
Så han fortæller gerne sin historie, og som nævnt har han både udgivet en bog og nu digte.
“Bogen' I Sjælens Rige' blev rigtigt godt modtaget. Den har solgt godt, og tredje udgave er på vej på gaden. Den sælger nok mest til psykisk syge og deres pårørende - eller til det spirituelle publikum. Bogen handler om at acceptere sygdommen, for det er først derfra, man kan komme fri af den,” siger han.
Med digtene er det noget andet.
“Digtene kommer kun til mig, når der er noget at fortælle, og i lange perioder har jeg intet skrevet. Men på et tidspunkt kommer inspirationen tilbage igen. Så om der er flere på vej, det ved jeg ikke. Men mon ikke der er,” siger han.
Digtsamlingen 'Se i kærlighedens have' er udgivet på forlaget kahrius.dk. Den kan blandt andet købes hos Arnold Busck i Bryggen samt hos Bog & Idé i Søndergade.