Røde Kors giver penge til Syrien
Mange forskellige projekter får penge fra Røde Kors Hadsten-Hinnerup.
Godt og vel 50 frivillige og medlemmer var mødt frem, da der var generalforsamling i Røde Kors Hadsten-Hinnerup afdeling.
Informationer om, hvad de indkomne penge går til var der masser af.
Noget af overskuddet går til at støtte tre projekter økonomisk. Det er Sundhedsklinikkerne i Aarhus og København, der hjælper udokumenterede migranter Derudover er det støtte til unge i Malawi, der skal på gymnasiet og endelig støtte til efterladte efter Røde Kors Frivillige i Syrien. I Syrien er man nemlig frivillig med livet som indsats uden mulighed for livsforsikring.
Diplomer til butikkerne
Formand Margit S. Larsen kunne fortælle de fremmødte, at denne støtte kun er mulig, fordi butikkerne tjener penge og skaber overskud. De tre butiksledere Lis Hindsgaul, Marianne Lyngsø og Pia Korstgård står i spidsen for at sikre økonomien. På generalforsamlingen fik de tre også diplomer og vin for deres store frivillige indsats.