Vil sende forældreløse børn i skole

Et par sko gjorde forskellen. De kostede 25 kroner for Christine, men betød alverden for Salumu.
Endelig kunne han komme tilbage i skole.
21-årige Christine Manich Bech sidder en blæsende augustdag på en café på Nørrebro, hvor hun lige er flyttet til. Dagen efter skal hun begynde på medicin-studiet på Københavns Universitet. Der er langt til Tanzania.
I fritiden - og i tankerne - er hun dog stadig i det østafrikanske land. Her var hun som frivillig i halvanden måneds tid i vinter, og det var her, hun mødte Salumu på et børnehjem lidt uden for Dar es Salaam.
Salumu var et af de 75 børn, der boede på børnehjemmet, efter begge deres forældre enten var døde eller forsvundet. Mange af børnene gik i skole, men i Tanzania koster også de offentlige skoler penge, og man skal desuden have en skoleuniform. Har du ikke penge til en skoleuniform, inklusive sorte sko, så kan du ikke komme i skole.
Salumu havde ingen sorte sko.
"Så vi tog til et lille marked og fandt et par sko til ham og en anden. Den anden dreng havde gået i skole i nogle damesko, der var to numre for små", fortæller Christine Manich Bech.
Skoene betalte hun for, og de to par sko kostede, hvad der svarer til 50 danske kroner. Dagen efter kunne Salumu og den anden dreng komme tilbage i skole.
"Dér gik det op for mig, hvor lidt der skal til", siger hun i dag.

Mad for et foto

Christine Manich Bech er født og opvokset i Charlottenlund, og efter hun blev student fra Ordrup Gymnasium i 2013, var det tid til at se den store verden. Først var hun backpacker, og hun fik også sparet penge sammen til at kunne rejse ud som frivillig.
"Det er dyrt at arbejde frivilligt", som hun siger.
Hun valgte at tage til Tanzania, fordi hun her kunne kombinere et ophold på et børnehjem med et besøg på hospital. Det kunne hun bruge i sit nye liv som medicinstuderende. Det var dog børnehjemmet, der gjorde størst indtryk.
Børnehjemmet får ingen offentlige midler, så de må klare sig med de penge, de kan få fra turister og de få private donorer i Tanzania.
"Der er mange turister, der ikke gider betale skoleafgiften. Det er ikke lige så sjovt at betale som en bamse, man kan give dem. Men en bamse er der jo ikke så meget ved, når man er 18 år og ikke gider bruge den mere", fortæller Christine Manich Bech.
Mange donerer dog ikke penge, men giver lidt mad i bytte for et turistminde.
"Folk kommer i turistbusser og afleverer nogle poser med ris og tager et billede med børnene. Det er supertrist, og det er svært at finde ud af, hvad man skal synes om det. Men det er den eneste måde, børnehjemmet kan overleve på. Og så forstår man jo godt, at de tager imod den hjælp, de kan få", siger den 21-årige kvinde.

Forhandler om skoleprisen

Oplevelsen med skoene gav hende en idé. Hvis to par sko til 50 kroner kan gøre forskellen, hvad så hvis ...
Og så startede hun en indsamling.
"Hvis man ikke går i skole, og man ikke har en familie, så har man ikke en fremtid", siger hun.
Siden hun kom hjem, har hun derfor lavet en indsamling, som også er godkendt af Indsamlingsnævnet. Hun har lagt budgetter for at se, hvor mange penge hun skal indsamle for at få børnene i skole, og hun har været rundt på skolerne i Tanzania for at forhandle om skoleafgiften.
"Det kan man godt i Afrika", siger hun.
Ifølge Christine Manich Bech vil det koste 30-40.000 kroner at hjælpe alle børnene på børnehjemmet i skole.
"Jeg håber på, at jeg kan hjælpe dem alle sammen. Men det bliver supersvært, hvis jeg skal vælge og sige, at de her børn må gå i skole, og de her børn kommer ikke til at gå i skole", siger hun.
Ude i fremtiden håber hun, at hun kan komme ud og arbejde frivilligt igen. Men det ligger allerede fast, at hun i hvert fald skal tilbage til børnehjemmet i Tanzania.
"Jeg ved, jeg skal tilbage. Jeg bliver nødt til at komme tilbage. Jeg er nødt til at se børnene igen".
Du kan læse mere om Christine Manich Bechs indsamling på forawiserafrica.com, og du kan følge indsamlingen på facebook.com/forawiserafrica.