“Flid er ligeså vigtigt som det rå talent”
To trænere fra to klubber i 2. division arbejder til dagligt sammen i 10. klasse på fodboldlinjen om at udvikle de unge
En snes teenagedrenge ligger på gulvet og laver styrketræning til diskomusik, man ellers kun finder på charterdestinationer.
Der er en konstant lyd af “høhøhø” fra drengene i salen. Vi er til træning med Laursens Realskoles 10. klasse på fodboldlinjen.
“Kom så,” og “Så, drenge, koncentrér jer lige,” lyder det fra de to trænere Tom Søjberg og Michele Demontis, som i weekenderne konkurrerer benhårdt i 2. division, hvor de er trænere for henholdsvis Brabrand IF og Skovbakken IK.
Men til dagligt er de kollegaer, som arbejder for et fælles mål: At gøre drengene i fodboldklassen så dygtige som muligt.
“14 dage op til vores interne kampe diskuterer vi slet ikke vores egne hold. Overhovedet. Ellers snakker vi naturligvis meget om ligaen, og vi driller da også hinanden om mandagen efter kampe,” siger Tom Søjberg.
Kollegaer til dagligt
De to trænere har kendt hinanden i mange år, og der er enighed om, hvordan tingene skal gøres.
“Jeg lærte Tom at kende, da han hentede mig til Holstebro, hvor han var træner. Så sad han og kritiserede mig i bilen hele vejen til Aarhus efter træning. Da jeg blev lærer, hentede han mig så til Laursens Realskole,” fortæller Michele Demontis.
Laursens Realskole har haft æren af at have en del prominente fodboldspillere til afgangsprøve, heribland Tommy Bechmann, Mads Fenger, Casper Sloth og Mikkel Kirkeskov.
Og det er ikke tilfældigt, for man tager fodbold seriøst på Laursens Realskole.
“Vi er jo fra seriøse klubber, og man kan se, at der er en stor kulturforskel i forhold til nogle af de klubber, drengene kommer fra,” siger Michele Demontis.
Drenge, som starter i fodbold 10., kan i det hele taget forvente, at de får et stort, sportsligt udbytte af kombinationen af skolegang og fodboldtræning.
“Det giver drengene rigtig meget, at de får så mange boldberøringer i det her år. De øver også meget teknik og taktik, og mange af eleverne tager et ordentligt skridt nærmere elitefodbold på deres år på Laursens,” forklarer Tom Søjberg.
Det kræver hårdt arbejde
Men selvom man får en plads i fodboldklassen, er der stadig langt til fodbold på topniveau.
“Det er ikke alle, som har de kæmpe fodboldambitioner, men der er mange, som vil knokle for det, og det er ligeså vigtigt som at have det rå talent,” siger Michele Demontis og fortsætter:
“Og så at de holder sig skadesfri. En enkelt skade kan smadre en karriere, før den overhovedet går i gang. Derfor er det også vigtigt med skoledelen.”
Efter endt træning, som i dagi øvrigt er med henblik på at undgå skader, bliver drengene sendt på løbetur, hvilket afføder en tsunami af beklagelser og dårlige undskyldninger, men der er ingen nåde, for man kommer ikke sovende til elitefodbold.
Skovbakken har ni tidligere elever fra fodboldklassen på sit førstehold, og Brabrand IF har en fem-seks stykker.