Vi drikker stadig alt for meget - men det går den rigtige vej
Gode takter i Furesø: Vi drikker os mindre fulde
Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen drikker danske mænd og kvinder mindre i hverdagen. Men på landsplan ser det meget forskelligt ud. Furesø Kommune ligger sammen med flere andre nordsjællandske kommuner meget højt, når det angår alkoholforbrug, så den gode nyhed er, at forbruget går den rigtige vej - nemlig nedad.
”Kommunens sundhedsprofil for 2014 viser, at 16 procent af furesøborgerne drikker mere end Sundhedsstyrelsens nye lavrisikogrænser på 7/14 genstande om ugen (se faktaboks), men dog under højrisikogrænsen på 14/21 genstande om ugen (se faktaboks). Det er højere end regionens gennemsnit, men lavere end de tidligere år. Det går altså den rigtige vej,” siger ledende sundhedskoordinator Marianne Fels fra Furesø Kommune.
Sundere alkoholvaner
Det er ikke ligegyldigt, hvordan man drikker. Ny forskning viser, at det er allermest skadeligt at drikke meget på én gang. Det er bedst at holde sig under fem
genstande ad gangen.
”Det er ikke bare fem gange så skadeligt at drikke fem genstande som at drikke en genstand. Det er markant mere skadeligt. Derfor er det rigtig glædeligt, at kun
10 procent af furesøborgerne drikker mere end de fem genstande ad gangen i løbet af en uge. Det er faktisk noget mindre end i Region Hovedstaden samlet set. Det tyder altså på, at furesøborgerne har fået sundere alkoholvaner,” siger Marianne Fels.
Sundhedsstyrelsens årlige alkoholkampagne sætter i år fokus på ”Stop før fem”- budskabet og gør op med de mange myter om alkohol. For eksempel myten: ”det er da sundt med en lille en én gang imellem”. Men nej, intet alkoholforbrug er risikofrit, understreger Marianne Fels.
”Det er rigtigt, at en enkelt genstand om dagen for nogle kan nedsætte risikoen for hjertesygdomme, men hvis man blot én enkelt gang om måneden drikker fem genstande eller mere på én gang, er den positive effekt for hjertet væk. Så prøv at holde det til et glas af hver til den næste fest, du er til: velkomstdrink, hvidvin, rødvin, dessertvin", lyder anbefalingen fra Marianne Fels.