90 borgere berøres af konkurs hos plejeselskab
Vi har styr på borgerne, lyder det fra kommunen, der i første omgang overtager plejen af berørte borgere efter Bonderosens konkurs
Det private plejeselskab Bonderosen Pleje og Rengøring A/S er under konkurs, og derfor overtager Halsnæs Kommune i første omgang hjemmeplejeopgaven fra Bonderosen, skriver Halsnæs Kommune i en pressemeddelelse.
Overtagelsen af opgaven berører i alt ca. 90 borgere, hvoraf de 29 modtager personlig pleje. Alt disponibelt mandskab indkaldes for at sikre, at borgerne får den nødvendige pleje.
"Vi har styr på borgerne, og de får vores besøg, som de skal have. De får også et brev, hvor de oplyses om konkursen samt deres frie ret til at vælge en ny privat leverandør," siger Birgit Gundorph-Malling, chef for Sundhed og Ældre i Halsnæs Kommune, til Halsnæs Avis.
Selvom alle borgere vil modtage den hjælp, de har fået bevilliget, kan der dog på den helt korte bane være lidt forskydninger i forhold til praktisk hjælp.
Tilkøbsydelser frister
Bonderosen A/S med hovedsæde i Græsted har indtil konkursen været leverandør af hjemme- og sygepleje i Gribskov og Halsnæs kommune, og firmaet havde godt 50 ansatte bestående af rengøringsassistenter, sosu-hjælpere, assistenter og sygeplejersker.
Nu skal Halsnæs præsentere de berørte borgere for muligheden for private leverandører af plejeydelsen.
"Det bliver ikke tale om en virksomhedsoverdragelse, for vi går ikke i udbud med opgaven, men bruger godkendelsesmodellen i stedet for. Den giver os nogle fordele i denne situation. Vi har en række privatleverandører, borgerne kan vælge imellem."
"Nogle vælger at beholde den kommunale leverandør, og det er vi glade for. En stor del vælger dog de private leverandører, fordi borgeren der kan få tilkøbsydelser, som kommunerne ikke må levere som f.eks. indkøb og havearbejde," siger Birgit Gundorph-Malling.
Hun understreger, at borgerne skal have følelsen af "det frie valg" i deres beslutning mellem kommunal eller privat plejeservice.