Fortsæt til indhold

Rækkehuse vinder frem

Væksten i rækkehuse vil fortsætte, vurderer ekspert

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

240.215. Så mange rækkehuse var der ifølge Danmarks Statistik i Danmark i 2014. Det er landets andenstørste boligform kun overgået af parcelhusene, som der er hele 1.096.175 af.
Men rækkehusene haler ind på parcelhusene. Især i forstæderne til storbyer som Aarhus og København, vurderer Claus Bech-Danielsen, der er centerleder for Boligforskning under Statens Byggeforskningsinstitut.
“Rækkehuse er en bygningstype, som vi ser tiere og tiere, fordi den er så økonomisk attraktiv. Huspriserne stiger i de bynære områder i vækstområder som København og Aarhus, og dét får folk til forstæderne. Mange kan betale sig fra det, og der er god mulighed for et godt fællesskab, fordi der i et rækkehus ikke er så meget hæk, man kan gemme sig bag, som i et parcelhus,” siger Bech-Danielsen og oplyser, at han ikke kender til nogen decideret forskning på rækkehus-området.
Men den tungvejende årsag for at vælge at bosætte sig i et rækkehus er og bliver det økonomiske rationale, også i forhold til opvarmning og vedligeholdelse.

Billigere i drift

“De nyere rækkehuse er meget bæredygtige, og så er udgifterne til at varme huset op ikke så høje, fordi der ikke er så mange ydervægge, som i et parcelhus,“ fastslår Claus Bech-Danielsen.
Ifølge en bygningsopgørelse fra Danmarks Statistik har parcelhusene siden 1981 haft en vækst på 19 procent, mens antallet af rækkehuse er steget med 103 procent i samme periode.