Fortsæt til indhold

Det er sjovere i naturen

Leg dig til en stærk krop med 'Outdoor Fitness'

Samfund
Michael Harsvik

"Jeg troede faktisk, jeg var lidt af en strandløve, indtil min 19-årige datter gjorde mig opmærksom på, at fra livet og opad var jeg ikke værd at skrive hjem om."
Datteren havde ret, og det var noget af en sur erkendelse for Søren Malling, der er aktuel med motionsbogen 'Træn i det fri':
"Jeg har løbet ni maraton, så mine ben var svulmende og faste. Overkroppen bestod til gengæld af spaghettiarme og et bryst, der næsten bulede ind. Samtidig kunne jeg mærke en svaghed i kropen, hvis der skulle løftes for eksempel en kommode eller noget andet tungt," fortæller han.
Datterens bemærkning fik ham til at overveje en anden motionsform end løb, og ved et tilfælde kom han med på et hold med 'Outdoor Fitness', hvor man, i stedet for at sidde og svede i et træningscenter, laver en masse øvelser udenfor og bruger naturen som redskab.
"Hold kæft, hvor var det sjovt. Vi grinede utroligt meget sammen, samtidig med at vi hev i trænings-elastikkerne, så hele kroppen værkede. Vi øvede i sand, på jorden og på en bro. Vi brugte træer, stubbe, trapper og bænke til at lave øvelserne. Alt i naturen og i by-rummet kan faktisk bruges," siger Søren Malling om 'Outdoor Fitness'.
Men hvorfor er det så vigtigt med stærke muskler?

"Du kommer til at se godt ud, men det er også bevist, at du får færre livsstilssygdomme, når du er fit. Du har mindre risiko for at få alzheimers og diabetes, hjertekarsygdomme og blodpropper. Når du bliver ældre, hjælper det dig også til at kunne bevæge dig, selv om kroppen bliver svagere."

Hjalp Laudrup

Søren Malling er uddannet reflexolog og har 30 års erfaring med behandling af skader hos elitesportsøvere. Han driver en klinik i Hellerup og har arbejdet under Michael Laudrup i klubber som Brøndby, Swansea, Spartak Moskva og Lekhwiya i Quatar.
"De træningssystemer, vi brugte her, ligner til forveksling øvelserne i bogen. Træningen skulle gøre spillerne bomstærke, så de fik færre skader. Det skulle være sjovt at træne. Fodboldspillere hader træninger, der ikke har noget med en bold at gøre. De gaber kæberne af led, hvis de kommer i et fitness-center. De skal ud på græsset og først og fremmest have det sjovt," fortæller Søren Malling.
Udendørs fitness gør alle muskler bomstærke, så spillerne undgår skader.
"Vi kom til klubber, hvor der var helt op til 30 spillere i truppen, men færre skader betød, at vi kunne reducere antallet af spillere til 22. Så fidusen er at bruge den samme pose penge til at købe færre - og dyrere - spillere," siger han.
Udendørs træninger giver også en ekstra gevinst - det virker afstressende:
"Forskning dokumenterer, at hvis du træner i grønne omgivelser under åben himmel, så virker det mere afstressende end at lave de samme øvelser inden for. Man bliver et gladere menneske," siger Søren Malling.