Fortsæt til indhold

Møbelgenbrug i 15 år i Hinnerup

Ved jubilæet kan man møde Storkredsen på en stand med bl.a. håndarbejde

Samfund
Erling Baastrup

Det bliver borgmester Nils Borring, der byder velkommen, når Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Hinnerup fejrer 15 år. Det sker 17. marts, hvor åbningstiden er udvidet til 13-20. Der er 50 % på alle genbrugsvarer.

I forbindelse med borgmesterens åbning vil der være kaffe og kage samt lynbanko og musikalsk indslag.

2. 6 millioner

”Vi har haft 15 spændende år med masser af indbo og mange møbler, som er doneret af mennesker i og omkring Hinnerup, som alle har ønsket at støtte Kirkens Korshærs Sociale arbejde i Danmark.
Det har betydet, at vi har kunnet sende næsten 2.6 millioner til Kirkens Korshær – med halvdelen til Århus arbejdet og halvdelen til landsarbejdet,” fortæller butiksudvalgsformand Ejnar Esbensen.

I 2000 startede genbrugsbutikken i den gamle Realskole på Ørstedsvej i 65 m2.
Det blev hurtigt for lidt plads og i 2003 flyttede butikken til Læsøvej 8 i Hinnerup i 265 m2 og i 2013 udvidedes butikken til det dobbelte.