Fortsæt til indhold

"Det er næsten mere, end jeg kan klare"

To år går der før støjen reduceres

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Da Per Kjærulff for et års tid siden for alvor satte ind på at få solgt sit hjem gennem 50 år, var der god grund til optimisme.
Det skortede nemlig ikke på mulige købere til det idylliske røde murstenshus med udsigt over markerne i Hove, men én for én faldt køberne fra igen.
“Der har været rigtig mange, som gerne ville købe huset, men de har ikke kunnet holde støjen ud, og jeg forstår dem sgu godt,” siger Per Kjærulff
Hans hjem ligger nemlig ca. 100 meter fra Hovegård transformatorstation, som udover at være storleverandør af strøm også er storleverandør af larm. Og det så meget, at det altså skræmmer køberne væk.
For 76-årige Per Kjærulff selv har larmen aldrig været et stort problem. Efter års arbejde i støj på elementbetonfabrikken Modulbeton, er han nemlig slet ikke i stand til at høre den konstante brummen fra transformatorstationen, der tilhører Energinet.dk, som er ejet af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
Og heller ikke Per Kjærulffs afdøde kone kunne pga. nedsat hørelse registrere støjen - men det kan alle andre normalt hørende.
“Jeg synes, det er forkasteligt, at jeg ikke kan sælge mit hus på grund af ulovligheder fra en offentlig myndighed. Det er næsten mere, end jeg kan klare,” siger Per Kjærulff og hentyder til, at målinger viser, at støjen ligger over de vejledende grænseværdier udstedt af Miljøstyrelsen. Et faktum Energinet.dk også selv har medgivet.
Energinet.dks målinger, som alle overskrider grænseværdierne, viser nemlig et støjniveau hos de nærmeste naboer på mellem 41db og 52,1 dB.
Grænseværdierne ligger på enten 35 dB eller 40 dB alt efter afstanden til stationen.
Se Youtube-video fra trans<iframe width="630" height="420" src="https://www.youtube.com/embed/z_oYMZR0RQM" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

Kommer der mere støj?

Per kjærulff står ikke alene med sin frustration over transformatorstationen.
Stationens nærmeste nabo, Finn Poulsen, flyder heller ikke ligefrem over med superlativer, når talen falder på de brummende giganter.
“Vi håber selvfølgelig på, at de nedsætter støjniveauet til de grænseværdier, der er. Det er 35 dB mod mig og 40 mod Per,” siger Finn Poulsen og fortsætter:
“Hvis jeg en dag skal sælge ejendommen, så er jeg helst sikker på, at det har betydning, om den der (transformatorstationen red.) står og brummer, og om der er endnu flere grimme master,” siger Finn Poulsen.
Begge mænd frygter, at den udvidelse af stationen, som Energinet.dk tidligere har offentliggjort, at man overvejer, vil betyde mere støj. De er dog indtil videre blevet forsikret fra Energinet.dk om, at det ikke vil være tilfældet. For nu vil de dog gerne bare have reduceret den nuværende larm til de gældende grænseværdier - en proces, som mændene mener, går ualmindeligt langsomt.
“Ind til videre er der gået næste et år uden, at der er sket noget som helst, fordi at de forskellige myndigheder ikke har fået lagt papirerne i den rigtige indbakke,” siger Finn Poulsen, som sammen med Per Kjærulff fortæller, at tidsplanen lige nu lyder på, at der kommer til at gå to år inden støjen er på det tilladte niveau.
To år, hvor Per Kjærulff frygter, at han vil være stavnsbundet til sit hus.
“Jeg er en simpel folkepensionist, jeg har ikke råd til at blive boende,” siger han og fortæller, at han har bedt Energinet.dk om at købe det idylliske røde hus.
En anmodning Energinet.dk dog har takket nej til.