Syddjurs borgmester forlanger hurtig afklaring
Claus Wistoft appellerer til, at Aarhus Byråd meget snart og gerne inden sommerferien melder klart ud, om Aarhus Airport har en fremtid på den nuværende placering
Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) har fortsat den opfattelse, at erhvervslivet i Østjylland ikke kan være foruden en lufthavn i Østjylland, men han indrømmer også, at det er ved at være sidste udkald, hvis Aarhus Airport A/S skal have en fremtid.
"Aarhus Byråd har fået den bestilte analyse af andre placeringsmuligheder for en lufthavn i Østjylland, og det er fair nok, at der nu bliver tid til at debattere analysens konklusioner og ikke mindst da til at forholde sig kritisk til de forudsætninger, der danner grundlag for konklusionerne," siger Claus Wistoft.
"Når det så er sagt, så har vi også meget snart behov for, at den største aktionær i Aarhus Airport A/S, Aarhus Kommune, træffer en endelig beslutning, om lufthavnens fremtidige placering," føjer Syddjurs borgmesteren til.
Det glæder ham derfor, at Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil arbejde for, at Aarhus Byråd træffer en principbeslutning inden sommerferien, men herfra og så til den endelige beslutning om lufthavnens fremtid og placering er ført til protokols, må der ikke gå år, anfører Syddjurs borgmesteren. Det vil være gift for en lufthavn i Østjylland.
"Det er fint, hvis Aarhus Byråd træffer en principbeslutning inden sommerferien, men går der så yderligere 2-3 år med at få afklaret, hvad man reelt vil, er vi fortsat på bar bund med, hvad der er fremtiden for Aarhus Airport A/S," siger borgmesteren.
Han siger det ikke, men det er ikke raketvidenskab at konkludere, at han finder det tudetosset, at de øvrige ejerkommuner (Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs, red.) skal blive ved med at investere skattemidler i Aarhus Airport A/S, hvis den største aktionær dybest set mener, at den nuværende placering i Stabrand skriger til himlen og ikke har nogen fremtid.
"Vi havde håbet på en analyse med en klokkeklar konklusion. Det mener jeg ikke, vi har fået, men vi må nu vente på, at Aarhus Byråd beslutter sig, og det kan kun gå for langsomt."