Fortsæt til indhold

Klædt af og på

Samfund
Af sognepræst Inger Birgitte Bruhn, Brabrand-Sdr. Årslev

Fire unge deltager i et eksperiment. De afleverer alt og står nøgne tilbage i en tom lejlighed i København. Gennem 30 dage må de hver dag få én ting tilbage. Hvad betyder noget? Tøj, sko, seng, telefonen som livline. Det er de første ting, de tager, men hvad så?
Eksperimentet på DR3 sætter mange tanker i gang. Hvem er vi inderst inde? Tør vi stå frem i al vores nøgenhed, ikke bare den fysiske nøgenhed, men også den nøgenhed der følger af ikke at kunne dække sig bag uddannelse og udseende. Er vi gode nok, som vi er?
De unge i eksperimentet tvinges af omstændighederne til at reflektere over deres liv. Nu har de tid nok. Sårbarheden er tydelig. Livet får proportioner, det ikke havde før. De er klædt af, og langsomt klædes de på.
Fastelavnsmaskerne giver os lov til at lege med identiteter. Vi forstærker det ved os selv, vi drømmer om. Skønheden bag prinsessens slangekrøller, styrken i Supermans kræfter, oliesheikens rigdom og klovnens humoristiske tilgang til livet. Nøgenheden får mere tøj på. Sårbarheden får plaster på. Men spørgsmålene rumsterer stadig: Er vi gode nok, som vi er? Klæder vi os i virkeligheden af, når vi prøver at klæde os på eller ud og smykker os med lånte fjer?
Måske, for det afslører vores drømme og mangler og ufuldkommenhed. Og så får vi dog alligevel en slags svar på søndag: Gud iklæder os sin kærlighed, der dækker over det hele. Og det er nok. Vi kan være os selv. Det er dét, der betyder noget.