Fristet til frihed

Jeg fandt engang mig selv kravlende på maven ud mod kanten af en norsk klippe. Helt ude trak jeg mig frem, så næsen nåede ud over dybet, og så kiggede jeg ned. Foran mig forsvandt klippesiden 1000 meter lodret ned. Det var fascinerende og voldsomt storslået for en flad dansker.
Jeg tror egentlig ikke, jeg kravlede, fordi jeg var bange for, at det yderste af klippen var usikker og kunne brække af, eller for at jeg kunne miste balancen og falde ud over kanten. Nej, jeg mavede mig hen ad jorden, fordi jeg var bange for, at jeg selv skulle springe ud.
Dybet foran mig var både fascinerende og frastødende. Jeg forestillede mig det lille skridt ud i den ultimative frihed. Hvordan det ville føles at svæve nedad, mens tiden står stille, og jeg for en stund er virkelig fri.
Det er, som om vi mennesker grundlæggende er tiltrukket af at være frie og uafhængige.
Vi vil så gerne tro, at vores liv er i vore egne hænder: At jeg kan forme mit liv, som Jeg vil; at når bare jeg taber mig, så lykkes jeg; at når bare jeg spiser sundt, så bliver jeg rask; når bare jeg får løbet, så lever jeg så godt som evigt.
Den opfattelse fungerer jo fint, så længe det går godt –men det går jo ikke altid godt.
Tror vi, at vi har magten til at lykkes, tror vi ofte også, at vi har skylden, når det går galt. Hvor skal vi så vende os hen, når vi opdager, at vi ikke har nok i os selv.
Friheden har en pris: Var jeg sprunget ud over afgrunden, var mit liv slut, og den samme frihedstrang kostede Adam og Eva pladsen i paradiset.
Den totale uafhængighed er tillokkende, men en illusion. Vi er forbundne med hinanden og vores skaber. Og godt det samme.