Ro i Guds hus

Søndag morgen efter terrorhandlingerne ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København var der dobbelt så mange, som der plejer at være til gudstjenesten i Sankt Jakobs Kirke, der ligger tæt ved Krudttønden.
En 20-årig fyr sad der, som ikke plejede at komme til gudstjeneste. Han havde været tæt på begivenhederne, da han gik tur på Østerbro lørdag eftermiddag, hvor hele området pludselig vrimlede med politibiler. Samme nat kunne han ikke sove, og søndag formiddag var det eneste rigtige at tage i kirke.
"Det er en standardreaktion på, at der er noget, der er større end mig. Jeg kom herind med bankende hjerte, men har fået mere ro på nu. Bare stemningen af, at flere har det på samme måde som mig… det hjælper."
Sådan lød det fra den 20-årige mand, der er elev på uddannelsen til sprogofficer.
En standardreaktion på at der er noget, der er større end mig… den reaktion kender vi vist alle sammen. Vi kan alle komme i situationer, hvor vi søger hen til en, der er større end os. Det kan være glade situationer, som når man står med et nyfødt barn i armene og helt spontant takker Gud for den store gave. Eller, som den unge fyr her, oplever noget, der gør os bange og magtesløse. Så kan frygten og magtesløsheden nemt komme til at tage over. Det onde kan godt synes vældigt stærkt, og det kan virke som om, det har fået overtaget i verden, så vi føler os helt lammet. Det at opleve døden tæt på og erkende, at man selv kan blive udsat for terror og dø, det kan være med til helt at lamme os.
Og i den situation handler den 20-årige fyr helt spontant. Følger sin standardreaktion. Han søger derhen, hvor han kan møde ham, der er endnu stærkere. Nemlig til Guds hus, hvor den stærkeste lader sin røst høre, og hvor man kan læsse al sin egen afmagt, frygt og lammelse af sig. For nok kan det onde føles stærkt, men Gud er endnu stærkere! Den søndag morgen magtede den 20-årige ikke selv mere og gik ind i Guds hus og lagde sit liv i hænderne på ham, der er stærkest.
I Guds hus faldt hans bankende hjerte til ro, og han fandt styrken til at gå ud i hverdagen og livet igen.