KL og lærere i fælles forståelse
Lærere og skoleledere skal samarbejde om arbejdstid lokalt, hedder det i ny aftale
Lærerne fik ikke en egentlig arbejdstidsaftale ved denne overenskomstforhandling.
Det stod ellers øverst på ønskesedlen fra lærernes fagforening ved de forhandlinger, der blev sluttet med et forlig søndag 15. februar.
Til gengæld blev lærerne enige med deres modpart, kommunernes forening, KL, om et stykke papir, der indebærer en fælles forståelse, der skal give reelle muligheder for planlægning, forberedelse og efterbehandling af undervisningen for lærerne i samarbejde med de lokale skoleledere.
Parterne var tilfredse
“Forståelsen beskriver de muligheder, som ledelser og medarbejdere har for at tilrettelægge skoleåret og dagligdagen på skolerne og konkretiserer blandt andet også muligheden for dialog om tilrettelæggelse af den enkelte lærers opgaver og tid,” sagde kommunernes chefforhandler Michael Ziegler i en pressemeddelelse.
Formand for Lærernes Centralorganisation og Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, var også tilfreds.
“Jeg er meget tilfreds med, at vi er blevet enige med KL om, at det kan give god mening af vurdere værdien af lokalt at indgå aftaler. Der er ingen tvivl om, at samarbejde og inddragelse styrker kvaliteten på skolerne, sagde Anders Bondo Christensen.
Lønmæssigt indebærer forliget en stigning i de tre overenskomstår på 5,42 procent i den generelle aftale om stigninger for kommunalt ansatte.
Dertil kommer 0,4 procent som led i de særlige aftale mellem lærerne og KL.
Lærerne skal stemme om aftalen 16. marts.