“Inspiration er noget mærkeligt, romantisk fis”

Det lange, krøllede hår er klippet af. Spaden - eller guitaren om man vil - er byttet ud med malerpenslen. Det har resulteret i en udstilling i Aarhus og derfor taler Lokalavisen Aarhus Weekend ved ferniseringen med 72-årige Franz Beckerlee, der blev folkeeje i rockgruppen Gasolin.
"Jeg malede også før Gasolin, men det er der ikke så mange, der ved," siger Franz Beckerlee, mens han smager på indholdet i champagneglasset.
Hans billeder er abstrakte og fyldt med farver. Hvad er historien bag?

Lysten til at male

"Jeg vil ikke noget som helst med mine billeder, jeg er bare besjælet af en lyst til at male, og så gør jeg det. Man kan jo ikke styre det selv, og jeg bestemmer ikke så meget, og det har jeg det rigtig godt med. Deusden synes jeg, begrebet inspiration er noget mærkeligt romantisk fis. Jeg går på arbejde hver dag og arbejder seks - syv timer.
Så går det som det går. Inspiration det er noget fra eventyrerne.,” siger Franz Beckerlee.
Men hvordan gør han så, når han ikke står og venter på guddommelig inspiration?
"Jeg begynder med at tage den første tube i nærheden og så kommer jeg noget farve på lærredet, og det fortsætter jeg sådan set bare med.
Så er der enten lidt medvind på cykelstien ellers også så ender det meget hurtigt i en katastrofe. Det kan jeg nogen gange kæmpe mig ud af, og dermed finde ud af, hvordan billedet skal laves færdigt. Men indtil da kan man komme tæt på selvmordets rand," siger Franz Beckerlee om processen i at male.

Slip i tide

Han kasserer da også billeder. Og det gør han, når han føler, billedet ikke har sit eget liv eller er blevet for "færdigt".
“Mine billeder skal have deres kan eget liv, så de kan præsentere sig for folk. Du må aldrig male et billede færdig, for så dør det.
Du skal slippe det der, hvor folk selv kan gøre det færdigt."
Han regner ikke med at stoppe med at male foreløbig.
“Jeg har det fint med det, jeg laver, jeg maler de seks - syv timer, og det passer mig glimrende, selv om det kan være hårdt. So far so good. Jeg har også skrevet bøger, og det ville jeg gerne have fortsat med, men jeg syntes, det er et meget ensomt job. Man lever sig helt ind i fortællingen, og så bliver man lidt underligt over for familien. Jeg skrev dengang jeg også spillede i Gasolin, og når vi så mødtes på værtshuset og fortalte, hvad vi havde lavet, så berettede de andre, hvem de havde spillet med og hvor. Og når de så spurgte mig, ja så kunne jeg fortælle, at joo, jeg knækkede sgu blyanten i dag, og den historie var der ingen, der gad høre," siger Franz Beckerlee med et smil.

Valgsprog

Et egentlig koncept har han ikke. Og dog.
"Jeg arbejder ud fra et valgsprog, der lyder sådan her: “Hvis ikke her, hvor så?
Hvis ikke nu, hvornår så?” Det har jeg det godt med, og det prøver jeg selv at leve op til. Det kan være rigtig vanskeligt. Men det er sådan det er, det kan du nok genkende i billederne," siger Franz Beckerlee og vender ansigtet mod en gæst, der råber:
"Det ender med, du får solgt noget."
"Ja, det plejer det at ende med," siger Franz Beckerlee og nikker mod gæsten.