Der er også liv i livet udenfor byrådssalen
SF's nyvalgte byrådsmedlem Helle Røge er en god ambassadør for bosætning i Syddjurs
Byrådsmedlem Helle Røge (SF) flyttede til Hornslet for 13 år siden, og et af hendes interesseområder er netop bosætningen i Syddjurs Kommune.
”Et af mine interesseområder er bosætning. Jeg kommer fra Thy og har boet i Hornslet i 13 år med min mand og tre piger,” fortæller Helle Røge og tilføjer, at hun og familien i Hornslet har fundet lige netop det, de søgte.
”Et år efter fik jeg min søster til byen - og senere også min anden søster, Maja Santana Sandgaard fra Aarhus. Hun har tre børn - og har været meget aktiv vedrørende trafikproblemerne på Rosenholmvej. Da hun flyttede hertil, lagde hun et foto at sit lille hus ud på facebook og skrev om byen. Et år efter var tre familier fra hendes bekendtskabskreds i Aarhus også flyttet til Hornslet - ti børn i alt. En af mine døtre med hendes familie og to børn bor her også.”
Dejligt at se
Helle Røge glæder sig over, at der for enden af ”hendes vej” bygges nye lejeboliger, og at der fra dagligvarebutikken tæt ved også udsigt til nybyggeri.
”Jeg har gjort mit for at trække tilflyttere til, og det er dejligt at se, at Hornslet er gearet til at tage imod.”
Helle Røge er ud af en lærerfamilie.
”Mine forældre var lærere, mine to søstre er lærere – deres mænd er lærere, og min ene datter læser til lærer. At jeg valgte kokkevejen var måske min ”protest”, men jeg drager nytte af lærergenet i mit arbejde som kok på Egå Ungdomsskole.”
Og ligefrem hverdagskost er det nok ikke, at kokken på en ungdomsskole også fungerer som specialkontakt for ti af eleverne.
”På mandag (2. marts) har jeg arrangeret en tur til Istanbul for 40 af skolens elever, hvor jeg blandt har aftalt, at vi skal mødes med en imam. Højredrejningen, fremmedhadet og ”dem og os” er bare så frygteligt.”
Arbejder udenfor kommunen
Helle Røge har det godt med at arbejde udenfor kommunegrænsen - så hun derfor ikke kommer i dilemma i forholdt til politik og egen arbejdsplads.
”Der mangler her i området et sted med aktiviteter for de unge, og jeg undrer mig over, at det ikke er ungdomsskolen som samler de unge i weekenderne. Det siger jeg ikke, fordi man har noget i andre egne af kommunen, som man ikke har i Hornslet. Men fordi der er et behov i Hornslet. Og det er da ikke utænkeligt, at jeg som privatperson pludselig ser mig selv med i det lokale arbejde for bedre forhold for de unge.”