Mirakelmageren fra Gentofte
Biografi om Richard Møller Nielsen fik prisen som årets sportsbog
Den lokale forfatter Nils Finderup og kollegaen Martin Davidsen løb med den prestigefyldte pris for årets bedste sportsbog, da deres store biografi 'Mirakelmageren' om den tidligere fodboldlandstræner Richard Møller Nielsen i et stærkt felt blev vurderet som bedste udgivelse i hele 2014.
Bag uddelingen stod de danske sportsjournalister, og formand Andreas Kraul fra DR Sporten gav denne begrundelse for valget:
"'Mirakelmageren' gør noget så fornemt som at formidle nye elementer til en historie, der ellers er fortalt og genfortalt mange gange før. Også de næste 100 år frem i tiden vil Richard Møller Nielsen være en væsentlig del af den danske idrætshistorie, og derfor er denne bog en vigtig fortælling. Det skinner igennem indholdet, at der ligger et solidt stykke researcharbejde bag bogen, og så er den velskrevet", sagde Kraul ved offentliggørelsen i København.
For de to forfattere var prisen en glædelig overraskelse.
"Det havde jeg ikke set komme, for der udgives hvert år rigtig mange bøger inden for sportsgenren herhjemme, og kvaliteten er generelt meget høj. Sporten er fyldt med højaktuelle dramaer og gode fortællinger, og at vi på den baggrund kan genfortælle og tilføre historien om Richard Møller Nielsen så meget nyt, at 'Mirakelmageren' vurderes til at være årets bedste udgivelse, er en meget stor ære. Guderne – og ikke mindst vores familier – skal vide, at det har taget tid at lave research om 'Ricardo', men når man får sådan et skulderklap af de største kritikere og eksperter inden for faget, er det alle anstrengelserne værd”, siger Nils Finderup om titlen.
Film på vej
'Mirakelmageren' fra Forlaget Turbine er også blevet godt modtaget af de danske bogkøbere og har allerede opnået status som bestseller.
Nye oplag er i trykken, og ud på sommeren kan der ventes øget interesse om bogen og den danske landstræner.
Da er der nemlig premiere på den længe ventede biograffilm om Møller Nielsens 1992-mandskab, der sensationelt endte med at vinde europamesterskabet på afbud.
Stjerneskuespilleren Ulrik Thomsen spiller hovedrollen som det fynske bøgetræ, der trods strid modvind ikke lod sig slå ud, men troede på sine spillere.
Nils Finderup er uddannet journalist og bor i Vangede.