Pitó i Auning flytter og får dyr på hylderne
Midt i maj åbner dyreartikel-butikken Pitó i ny butik på Centervej i Auning, nu med dyr
Torben Ibsen og hans hustru Pia har allerede dyr i deres butik med dyreartikler, Pitó i Auning. Men det er deres egne. Hverken de to slanger Arthur og Leopold, de tre hunde, papegøjen eller skildpadden er til salg.
Midt i maj flytter de butikken til større lokaler på Centervej i Auning, og så vil de også til at føre dyr til salg. Det bliver smådyr som kaniner, marsvin og lignende pattedyr i den størrelse.
De flytter butikken til de lokaler, hvor Marius Mollerup indtil nu har haft sin butik Sportigan. Her får de cirka 50 procent mere plads end i de nuværende lokaler på Centervej, og dermed får de den nødvendige plads til dyrene og kan opfylde de lovkrav, der findes for pasning og handel med dyr. Lokalerne overtager de fra 1. april, og de har god tid til at flytte, idet de først skal være ude af de nuværende lokaler 30. juni.
Åbningen i nye lokaler i Auning falder nogenlunde sammen med et-års fødselsdagen for åbningen af Pitó i Grenaa.
Dyr i Grenaa
Sammen med sin nabo Kim Jensen åbnede Torben Ibsen sidste år i maj Pitó-butik i Grenaa med både dyr, fisk og alskens dyreartikler. Her er det gået stærkt.
“Vi gik hurtigt fra to til fem ansatte.”
Da han startede i Grenaa, var det på baggrund af sine erfaringer fra butikken i Auning. Nu tør han så godt binde an med dyr i butikken i Auning fordi han har gode erfaringer med dyr fra Grenaa-butikken.
Torben Ibsen kalder Pitó for en butik for familierne, og han oplever at rigtig mange gerne vil have et levende dyr derhjemme.
“Det er dyre-tid, og vi hjælper gerne med gode råd.”