Fortsæt til indhold

Ny butik i Rema 1000-bygningerne

På Dalvej i Hammel har et stykke tid ligget de tømte bygninger efter Rema 1000. Nu kommer der igen gang i den.

Samfund
Erling Baastrup

Hammel får en ny forretning. Den ligger i øjeblikket i Thorsø og sælger gaver og brugskunst.

I 2006 startede Martin Mikkelsen er web-butik i Thorsø med et blandet sortiment, hvor brugskunst var omdrejningspunktet. Seks år senere åbnede en tilhørende fysisk butik på Jernbanegade i Thorsø.
”Det var efter lokale opfordringer, at den butik blev startet,” fortæller Martin Mikkelsen.

Også til udlandet

Gave & Brugskunst, som er navnet, har indtil nu haft en voksende omsætning. Den kommer fortrinsvis fra net-handelen. Ikke mindst er salget til Norge og Sverige stort.
Forretningen går så godt, at der er fire voksne i forretningen og tre unge mennesker til at pakke om eftermiddagen.

”Vi må jo erkende at butikken har det svært i en mindre by som Thorsø. Derfor var det en nærliggende tanke at finde et andet sted, hvor befolkningsgrundlaget var større,” siger Martin Mikkelsen. Også pladsmangel til lager for de 5.000 ting, der er på hylderne, var en medvirkende årsag.

Bygningerne, som Thorsø-folkene flytter ind i og håber at kunne åbne 1. maj.

Ikke langt til Hammel

Han fik da også gode tilbud fra blandt andet de store byer, men alligevel bliver det Hammel.
”Bygningerne passede lige til os, og alle medarbejdere bor i Thorsø, så transporttiden spiller jo også ind. Dertil kommer, at Thorsø-folket i forvejen kommer til Hammel for at handle,” lyder det.

Rema 1000-bygningen, som er nabo til kulturhuset InSide, er på 800 kvadratmeter.
De skal bruges til de mange varer. Ikke hele indretningen er på plads endnu, men Martin tumler med tanken om at vende tingene på hovedet:
”De mange varer skal være i den store butik, man kommer ind i fra gaden. Når der så er brug for noget til forsendelse, bliver det plukket fra butikken til lager for afsendelse.?

Finurligheder

Gaver & Brugskunst! Det lyder bredt?

”Det er det også. Ud over det mere almindelige sortiment er der næsten alt – undtaget tøj. Der er eksempelvis både vin, legetøj og boligudstyr,” lyder det.

Der er i øvrigt også mange af den slags finurlige ting, hvor man siger til sig selv: ”Den var jeg ikke klar over, at jeg var nødt til at købe.”

For butiksindehaveren står det klart, at de nuværende medarbejdere kan flytte med til Hammel.
”Jeg kan da godt håbe på, at det længere ud i fremtiden ikke bliver færre,” lyder det med typisk jysk underspilning.

Hvornår flytter i?

”Vi overtager 1. april, så påsken vil stå i flytningens tegn. Så håber vi at være klar til at åbne omkring 1. maj,” lyder Martins bud.

Nye åbningstider

For butikken sker der jo også det, at åbningstiderne udvides:

”Vi vil følge de almindelige åbningstider, man i øjeblikket har i Hammel,” siger Martin, der ikke er i tvivl om, at bygningen trænger til en behandling:
”Vi er klar med en omgang maling og nogle store og flotte skilte.”