Lystrup-ruin klar til nedrivning nu
Den tidligere plastikfabrik bliver revet ned indenfor de næste to-tre uger, vurderer selskabet, der ejer grunden
Når foråret indtræffer, bliver det ikke kun lunere, men også væsenligt kønnere at komme til Lystrup.
For nu skulle det være ganske sikkert, at den tidligere plastikfabrik på Lægårdsvej bliver jævnet med jorden for at gøre plads til et nyt byggeprojekt.
Det vurderer Stephan Sørensen, der er direktør for Reitan Ejendomsudvikling, som ejer grunden, hvor den tidligere plastikfabrik i en årrække har stået og forfaldet.
“Jeg forventer, at der går to-tre uger, før vi kan rive bygningerne ned. Området er netop blevet miljøscreenet af kommunen, hvor der blev undersøgt for farlige stoffer som asbest og PCB (miljøfarligt giftstof, der kan skade mennesker og miljø, red.). Her var der nogle ting, der skulle håndteres, men det skulle være en formalitet, så jeg regner med, at vi kan sende et nedbrydningsfirma ind på grunden meget snart,” fastslår han.
Stephan Sørensen oplyser, at et nyt byggeprojekt vil skyde op og stå færdigt til september med en Jem & Fix-butik, en Uno X-tankstation og en endnu unavngiven fastfood-restaurant.
Ukendt fastfood-restaurant
“Jeg kan ikke afsløre, hvilken fastfood-restaurant, der er tale om, men vi har en god dialog,” siger han.
Udsigten til at Lystrups skamplet nu forsvinder vækker - ikke overraskende - stor begejstring hos formanden for Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd, Flemming Larsen:
“For pokker, det lyder jo godt, hvis det er rigtigt. Og det er simpelthen herligt, hvis der allerede står et nyt vartegn for byen til september. Det er en stor, god nyhed for lokalbefolkningen i Lystrup,” siger han.
Byrådet har ikke endeligt godkendt lokalplanen, men den offentlige høringsfrist udløb i januar og bliver med stor sandsynlighed vedtaget 18. marts til et byrådsmøde.
Der er kun kommet tre bemærkninger, fortæller Mathias Thinggård Brovall, der er byplanlægger i Planafdelingen i Aarhus Kommune. Men de omhandler blot de trafikale forhold og tilkørsler og får ingen indvirkning på den endelige vedtagelse af lokalplanen.
Han bekræfter, at nedrivningstilladelsen er en realitet.
“Der er givet en nedrivningstilladelse, og da nedrivningen ikke foregriber indholdet af den endelige plan, ser jeg ikke umiddelbart noget, der forhindrer, at en nedrivning kan påbegyndes,” siger Mathias Thinggård Brovall.