Fortsæt til indhold

Mindre virksomheder efterlyser kvalificerede medarbejdere

Mindre og mellemstore virksomheder skaber vækst, velstand og jobs i Danmark. Men flere af de mindre virksomheder har problemer med at finde kvalificerede medarbejdere, og det koster dem ordrer.

Samfund
Arkiv

ARBEJDSMARKED Det viser tal fra DI's Virksomhedspanel, som er en spørgeundersøgelse lavet blandt virksomhedslederne i et repræsentativt udsnit af DI's medlemskreds.
Inden for det seneste år har tre ud af ti mindre virksomheder med behov for nye medarbejdere forgæves forsøgt at rekruttere kvalificerede medarbejdere.
Det er en større andel end blandt større virksomheder. Og mere end hver fjerde af de mindre virksomheder, der sidste år forgæves forsøgte at rekruttere de rette nye medarbejdere, var helt nødt til at opgive ordrer eller aktiviteter.
Den udvikling bekymrer Karsten Dybvad, adm. direktør i DI.
- Når virksomhederne ender med at måtte takke nej til ordrer, fordi de ikke kan finde de folk, som skal være med til at gøre ordrerne til virkelighed, kan det i sidste ende betyde, at vi bremser et begyndende opsving.
Mindre virksomheder skaber over halvdelen af al den værdi, som bliver skabt i Danmark, og vi skal gøre alt for at undgå, at mindre virksomheder med vokseværk bliver holdt tilbage, siger Karsten Dybvad.
DI stillede for nylig på organisationens konference skarpt på, hvad der skal til for at sikre de danske virksomheder viden og arbejdskraft i verdensklasse, så vi kan klare os i den internationale konkurrence og fortsat skabe vækst og velstand i Danmark.
De mindre virksomheder svarer i DI's Virksomhedspanel, at det især er svært for dem at finde de rette faglærte og de rette højtuddannede. Og inden for faggrupper som it-specialister, industriteknikere og visse typer ingeniører er udfordringen særlig stor.
sl