Kongerne overhalet af skjoldungerne
Et Folketingsvalg kan gøre Nordsjællands vej til en nationalpark endnu længere, frygter borgmesteren
Gribskov: Miljøminister Kirsten Brosbøl og forligskredsen bag nationalparkloven blev i fredags enige om at give grønt lys til Sjællands første nationalpark. Dermed overhaler Nationalpark Skjoldungernes Land i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner de fem nordsjællandske kommuners ønske om en Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
"Jeg er ærgerlig over, at Miljøudvalget ikke fik behandlet vores forslag, men kun havde det på som et orienteringspunkt, men det har aldrig været et spørgsmål om dem eller os. Der er ikke nogen, der har sagt, der ikke kan være to nationalparker på Sjælland", mener Gribskovs borgmester Kim Valentin (V). For eksempel er der også mere end en nationalpark i Jylland, peger han på.
Hvornår partierne bag nationalparkloven skal tage stilling til Kongernes Nordsjælland, er der tilsyneladende ingen der ved.
"Jeg har presset på for at få det at vide, men det er ikke lykkedes. Det jeg kunne frygte er, at et valg vil komme og ødelægge det hele", siger borgmesteren.
Et Folketingsvalg inden forligspartierness møde om Kongernes Nordsjælland vil let kunne betyde både ny minister og nye miljøordførere, der skal sættes ind i sagerne.