Smukfest med bad og seng
Aarhus Hostel i Hasselager tilbyder en særlig overnatningspakke under Smukfest
Det er bestemt ikke alle, der er lige begejstrede for festivallivet med våde telte og flere dage uden varmt bad eller ordentlig mad.
Men heldigvis kan man sagtens få både festivalstemningen og musik fra Smukfest-pladsen, uden at man behøver at bo på den traditionelle festivalmåde.
Aarhus Hostel i Hasselager tilbyder nemlig en speciel pakke, når der til sommer er Smukfest. En pakke, som selvfølgelig har fået det passende navn 'Smuk Hostel'.
“Det er for dem, der gerne vil have lidt mere luksuriøse forhold under festivalen,” fortæller Michael Skanderby, der ejer Aarhus Hostel.
Og det er et tilbud, der er blevet taget godt i mod. For det er tredje år i træk, at de på det forholdsvis nye vandrehjem i Hasselager tilbyder den særlige festivalpakke, og det bliver mere og mere populært hvert år.
Brunch, bad og bus
Der er omkring 60-70 festivalgængere, som benytter sig af det særlige tilbud.
“Vi har en vis overvægt af piger, der booker hos os. Jeg tror, det er noget med, at man kan få sit varme brusebad om morgenen, og så kan man gå ned til en god brunch bagefter,” fortæller Michael Skanderby, der har oplevet, at det er et tilbud, som folk er glade for.
“Vi har mange gengangere, der booker igen i år,” fortæller han.
Når morgenmaden så er indtaget, kører der shuttlebusser fra Aarhus Hostel direkte ind til festivalpladsen i Skanderborg.
Når man har hygget sig på festivalpladsen, fået lyttet til koncerterne og gerne vil tilbage til en varm seng, kører shuttlebusserne igen de overnattende festivalgængere tilbage til Aarhus Hostel.
“Når de kommer tilbage om natten, har vi jo fundet ud af, at folk gerne vil have noget at spise, så der står natmad parat til dem,” fortæller Michael Skanderby, som indtilvidere allerede har fået en del bookinger til festivalen.