Tovshøjskolen stemte klart rødt
Torsdag var 8. og 9. klasse på Tovshøjskolen ved stemmeurnerne
Besøgte man Tovshøjskolen i torsdags, ville man umiddelbart tro, at folketingsvalget var udskrevet, og valgdagen oprundet.
Stemmebokse, valgtilforordnede og stemmeurner.
Alt var på plads og så fuldstændig ud som ved et rigtigt valg, men faktisk var der tale om Skolevalg 2015. En afstemning for 8. og 9. klasser i hele landet - hvis altså skolen har valgt at være med.
Det havde Tovshøjskolen.
“Vi var ikke i tvivl om, at vi ville deltage. Vi vil gerne opdrage vores unge til at indgå i demokratiet, fordi demokrati er en gave,” fortæller skoleleder på Tovshøjskolen, Aase Nielsen, og fortsætter:
“Mange af vores elever har jo familie i lande, hvor de kæmper for at få demokrati. Derfor synes vi ikke bare, det er en ret, men en pligt at stemme.”
Knusende rød sejr
Skolevalg 2015 er igangsat af Undervisningsministeriet og Folketingets øverste ledelse for at få flere unge til senere hen i livet at stemme ved folketingsvalgene.
De unge har via en hjemmeside kunnet danne sig et overblik over, hvad alle partier står for, og har så selv kunnet lave kampagner for deres egne holdninger.
Valget på Tovshøjskolen forløb i god ro og orden, og valgresultatet lød på en knusende sejr til rød blok med 83,9 procent af stemmerne. Dermed gik de mod flertallet i landet - for samlet set vandt blå blok med 57,9 procent.
Med på valgdagen som valgtilforordnet var byrådspolitiker Rabih Azad-Ahmad (R). Han roste det nye tiltag:
“Det er rigtig godt og vigtigt, at de unge lærer at deltage i demokratiet. For demokrati kommer ikke bare af sig selv, det er noget, vi alle bidrager til, og derfor er det vigtigt, at man får det ind helt fra barnsben.”
Én af dem, som valgte at sætte sit kryds til Skolevalg 2015, var Fatma Fadel.
“Jeg vil gerne give min mening til kende, og jeg synes, at det er en god idé, at ministrene vil høre vores mening. Jeg har klart fået en bedre idé om, hvad de forskellige partier står for, og da først det var på plads, var det ikke svært at vælge parti,” fortalte hun.
Valget på Tovshøjskolen
Blå blok 16.1 procent
Rød blok 83.9 procent
Socialdemokraterne 50 procent, Enhedslisten 17.9 procent, Venstre 7.1 procent, Radikale Venstre 7.1 procent, Socialistisk Folkeparti 7.1 procent, Dansk Folkeparti 7.1 procent, Det Konservative Folkeparti 1.8 procent, Kristendemokraterne 1.8 procent, Liberal Alliance 0 procent