Kan hunde-besøget optimeres?
Forsker er klar til at undersøge, hvordan besøgshunde udnyttes bedst muligt i ældreplejen
Effekt “Vi fandt i den første undersøgelse af besøgshunde ud af, at de er bedre end robotsæler og demensbamser til at fastholde interessen hos ældre og demensramte. Men vi ved faktisk ikke ret meget om, hvad det er, de gør. Om de for eksempel påvirker de ældres humør, gør dem gladere eller mindre angste, og det vil vi gerne vide noget mere om.”
Karen Thodberg, ph.d og seniorforsker på Aarhus Universitet, stod bag den første undersøgelse af besøgshunde tilbage i 2012. Undersøgelsen, der blev støttet af TrygFonden, var banebrydende, da det var første gang, der fandt en kvalificeret undersøgelse sted af effekten af hundebesøg hos ældre mennesker. I 2014 fik Karen Thodberg yderligere midler af TrygFonden til at forsætte sin forskning i 2015 til 2018.
”Vi har dokumenteret, at besøgshunde giver de ældre en umiddelbar respons, og at hunde også er bedst til at fastholde de ældres lyst til at tale med dem sammenlignet med en robotsæl eller demensbamse. Noget tyder på, at besøgshunden tilfører interaktionen med de ældre noget, som robotsælen og demensbamsen ikke kan give, og over tid er besøgshunden bedst til at fastholde interessen. Det tyder på, at jo mere et besøgsdyr kan, des mere stimulerende er det for de ældre,” forklarer hun.
Effekten af leg og aktivitet
I det nye forskningsprojekt skal det undersges, om det er muligt at optimere hundebesøg på plejehjem. Forskerholdet skal blandt andet undersøge, om mere aktiv og intens aktivitet med hunden har større effekt end almindelige besøg, og hvilke elementer i et besøg, personer med demens reagerer mest optimalt på.
”I den første undersøgelse kunne de ældre og demente tale til hunden og klappe den, og vi kunne konstatere en her-og-nu effekt, men ikke sige noget om langtidseffekterne. I det nye projekt vil vi undersøge hvilken betydning, leg og andre aktiviteter med hunden har, og om man kan sige noget om langtidseffekterne af en besøgshund,” fortæller Karen Thodberg.
”Andre undersøgelser har vist, at raske menneskers kontakt til dyr kan udløse fysiologiske reaktioner, der virker beroligende og dæmper angst og stress. Vi formoder, at det samme er gældende for ældre og demente, og det vil forsøge at finde svar på nu.”