Bredballegård skyder byggeriet i gang
Jordbrugets UddannelsesCenter Århus’ afdeling Bredballegård i Mårslet starter snart en omfattende ombygning
“Det er lidt kaotisk lige nu, men det skal det være, før det bliver godt.”
Sådan lyder det meget sigende fra Claus Christensen, imens han midt i et kæmpe byggerod forsøger at visualisere med fagter, hvordan det hele skal ende med at se ud.
Han er direktør for Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, som lige nu er i gang med forberedelserne til den omfattende ombygning af afdelingen Bredballegård i Mårslet, der efter planen skal gå i gang i marts.
“Lige nu er nedrivningen i gang,” fortæller Claus.
Der skal være plads til alle
Det er simpelthen blevet for trængt med pladsen i lokalerne, hvor fremtidens Jordbrugsmaskinførere, landmænd og dyrepassere bliver udklækket.
“Når der er flest elever til stede, kan vi godt nå op over 100 mennesker,” fortæller Claus.
Og det går slet ikke, når der for eksempel kun er plads til omkring 80 mennesker i den nuværende kantine. Det er den primære grund til, at der om ganske kort tid bliver sat gang i byggeriet. Men der er også andre grunde til det.
“Det skal også være et moderne undervisningsmiljø, så stedet er attraktivt for eleverne,” fortæller Claus.
Blandt andet skal der bygges en helt ny kantine, hvor der også skal være plads til et fællesområde, hvor eleverne kan hygge sig med hinanden.
Solceller og jordvarme
Samtidig bliver den nye Bredballegård et mere bæredygtigt sted.
“Vi har allerede solceller i vores afdeling i Beder, og det har fungeret godt, så der kommer både til at være solcelleanlæg og jordvarme her,” lyder det fra Claus, imens han står i det rum, der snart skal laves om til en ny kantine med god plads til alle elever.
Udenfor er det meningen, at det store grønne areal skal udnyttes som et sted, hvor familier, skolebørn og gymnasieelever kan komme på besøg og får lidt landbrugsstemning.
Her skal der være små, røde huse, hvor tropedyr, fugle og gårdens andre dyr skal bo.
“Både Mårslet og Malling kommer tættere og tættere på, og vi vil gerne være et sted, hvor folk udefra kan komme og se, hvordan der er på gården,” fortæller Claus.
Byggeriet forventes at gå i gang i starten af marts, og Claus håber, at det hele står færdigt i løbet af dette år.
“Vi glæder os rigtig meget til det,” smiler han.