Kendt ejendomsmægler-kæde rykker til Lystrup
Home åbner afdeling på Bystævnet 4A til marts med tre lokale medarbejdere
Når kalenderen melder forår bliver Lystrup en ejendomsmægler-butik rigere.
For omkring marts rykker ejendomsmægler-kæden home ind på Bystævnet 4A ved siden af biblioteket.
“Vi har haft kig på egnede lokaler i Lystrup i flere år. Det handler om den rigtige beliggenhed, ligesom når vi sælger huse, og vi føler, at det her er det rette sted,” fastslår Torben Rask, som skal stå i spidsen for afdelingen.
Han bor selv i byen, og det gør de to medarbejdere Camilla Jønsson og Maibritt Friis Jakobsen også.
“Det er selvfølgelig en kæmpe fordel, at vi alle tre bor her i byen. Det har meget at sige, at vi nu får en afdeling fysisk i byen, og vi satser på, at den lokale synlighed vil øge vores salg. Hele Lystrup og området er en forstad i udvikling, og der kommer til at ske en masse spændende ting i Elev og Nye,” siger ejendomsmægleren, der også peger på, at Letbanen vil gøre Lystrup og omegn endnu mere attraktiv for huskøbere.
I forvejen har Estate og EDC afdelinger i Lystrup.